’My Policeman’: Sexscenerne fylder alt for meget i film med Harry Styles som homoseksuel politimand
’My Policeman’ kunne have været så god, for den har nærmest alt, hvad der skal til for at lave en vaskeægte filmbanger.
Først og fremmest foregår den i det betagende nordlige England, hvor en rå britisk politibetjent, Tom, forelsker sig i den mandlige museumsinspektør, Patrick. Men eftersom året er 1957, og homoseksualitet straffes med politivold og endda fængsel, skal deres forhold holdes hemmeligt fra de selvsamme politibetjente, som Tom til dagligt arbejder sammen med.
Tilføj også et heteroseksuelt ægteskab som skalkeskjul, trekantsdrama og endda to tidslinjer, hvor det ene foregår i de konservative 50’ere og det andet i de nostalgiske 90’ere – og så burde man have opskriften på en succes i stil med ’Moonlight’ og ’Call Me By Your Name’.
’My Policeman’ vil gerne være en tårepersende multifølende oplevelse, men når ikke disse film til sokkeholderne.
Det svageste led – og alligevel det led, der uden tvivl vil trække langt de fleste seere til – er popstjernen og hovedpersonen i filmen, Harry Styles, der spiller den unge udgave af Tom. Hans repliklevering svinger i kvalitet, og langt størstedelen er monotone og vage. Ikke på ét eneste tidspunkt køber man, at han skulle være en rå, konservativ, britisk politimand i slut-50’erne – ikke engang når han står i fuld politiuniform.
Man kan kun gisne om, hvorvidt Harry Styles udelukkende er med for at trække seere til, men noget tyder på det. For med sin anden film på bare et år (den første var ’Don’t Worry Darling’) har han bevist, at bare fordi man er en brandflot og en knalddygtig musiker, er skuespil noget, man skal overlade til de professionelle.
’My Policeman’ hopper i tid mellem 50’erne og 90’erne, så et helt andet cast spiller de ældre udgaver. Men hvis ikke filmen stopfodrede dig med små overgange og andre billige tricks, ville man ikke ane, at Harry Styles spillede den yngre udgave af Tom. Linus Roache (’Mandy’, ’Batman Begins’), der spiller den ældre version, er til gengæld en hård og indebrændt ekspolitibetjent, og det er tydeligt, at det var sådan, Harry Styles skulle have spillet.
Meget udenom Harry Styles er udmærket. Til tider endda eminent. Blandt andet er Emma Corrin (Diana i ’The Crown’), der spiller den hårdtprøvede kone til Styles’ karakter, fremragende. Det samme gør sig gældende for hendes ældre modpart, spillet af Gina McKee (’Atonement’, ’Phantom Thread’). Og ros skal også lyde til den store love interest i form af David Dawson (den unge) og Rupert Everett (den ældre) som museumsinspektøren Patrick.
Desværre taber den relativt uprøvede instruktør Michael Grandage igen alt på gulvet, når sex er det eneste bindeled mellem Harry Styles og David Dawsons karakterer. Bevares, jeg kan da godt lide en god sexscene, men når fysisk kontakt er det eneste, de to mænd har sammen, evaporerer følelsesgrundlaget.
De to mænd kommer til at fremstå som nogle liderlige teenagere, der ikke kan holde fingrene fra hinanden, frem for de soulmates, filmen frygteligt gerne vil se dem som i dens jagt på eventyret, hvor kærlighed overvinder tid og sted.
For at det ikke skulle være nok, udvander den konstante sex også spændingen, og man savner kemi mellem de to skuespillere – med undtagelse af de ældre skuespillere, hvor sex ikke er en mulighed.
Den manglende kemi afspejles også i trekantsdramaet, som er alt for tyndt og fladt. Og så har jeg slet ikke nævnt de mange uforløste plottråde.
Kort sagt:
Man føler intet efter fortællingen om et homoseksuelt forhold i 50’ernes England, hvor Harry Styles endnu engang falder igennem.