’Don’t Worry Darling’: Florence Pugh løfter forgæves Olivia Wildes forglemmelige feministiske drama
Sjældent har der været så meget palaver om en film som Olivia Wildes ‘Don’t Worry Darling’.
Først var der en omdiskuteret fyring af Hollywood bad boy Shia LaBeouf, så skilsmissedrama mellem Wilde og Jason Sudeikis, hvis advokat stævnede hende om forældremyndighederne, mens hun sad på scenen til CinemaCon. Muligvis som følge af, at instruktøren fandt sammen med popstjernen Harry Styles under optagelserne. Det, siger rygtet, skabte en dårlig stemning på settet og har fået filmens anden stjerne Florence Pugh til at vende sig mod Wilde.
Pugh har stort set ikke deltaget i lanceringsarbejdet og stillede blandt andet ikke op til interviews til filmens verdenspremiere på Venedig Film Festival.
Måske er Wilde knap så begejstret for backstage-dramaet, men jeg er sikker på, at det er guld værd for filmens billetsalg. Filmen er nemlig i sig selv forglemmelig: En middelmådig feministisk scifi-ægteskabsthriller, hvor ‘The Stepford Wives’ møder ‘Black Mirror’ og ‘The Handmaid’s Tale’.
Florence Pugh spiller Alice, en hjemmegående husmor i 50’ernes Californien. Hun er gift med Jack (Harry Styles), som ligesom resten af den lille ørkenbys mænd arbejder på en hemmelig operation kaldet The Victory Project. Det er så hemmeligt, at mændene ikke må tale med deres koner om, hvad de laver, ligesom kvinderne har forbud mod at nærme sig hovedkvarteret.
Det lader dog ikke til at genere kvinderne, der hver morgen vinker farvel til deres mænd for at nyde en dag med husarbejde, ballettimer og nabosladder over solbadning. Når Jack vender hjem om aftenen, står Alice klar i sit stiveste puds med en drink i hånden og middag på bordet – som det stadig forelskede par dernæst fejer ned, mens han giver hende oralsex på middagsbordet.
Forstadsidyllen begynder dog at smuldre, da en af konerne, Margaret (KiKi Layne), begynder at opføre sig mærkeligt til en fest og spørger, hvorfor de er der. Hun bliver hurtigt fejet af banen, men snart begynder Alice også at stille spørgsmålstegn ved projektet og hele deres tilværelse. Det skulle hun selvfølgelig aldrig have gjort, for det viser sig ikke overraskende, at alle kvinderne bliver gaslightet på det groveste.
Jeg skal ikke afsløre detaljerne, men plottwistet er desværre hverken særligt originalt eller tankevækkende. Faktisk er jeg i tvivl om, hvad Olivia Wilde og manuskriptforfatter Katie Silberman vil med historien udover at kritisere patriarkatet på en overtydelig, utidssvarende og unuanceret måde.
Filmen bæres primært af Florence Pugh, som med rette er blevet en af tidens største unge Hollywood-darlings. Selvom Alice-karakteren er lidt flad og ikke yder Pugh samme retfærdighed som hendes roller i film som ‘Lady Macbeth’, ‘Little Women’ og ‘Midsommar’, formår hun alligevel at holde vores opmærksomhed fanget med sin udstråling og power.
Desværre er Harry Styles, hvis Jack føles alt for fersk og vag, ikke et match for hende, og deres kemi føles mere påstået end overbevisende. Pugh svinger bedre med en dejligt ondt spillende Chris Pine i rollen som projektets skumle kultagtige leder, og særligt en middagsscene, hvor de to krydser verbale klinger, viser, hvad filmen kunne have været, hvis den havde haft skarpere tænder.
Hvad filmen savner i substans og historie, har den til gengæld i æstetik. Produktionsdesign, kostumer og musik er totalt gennemført i sin 50’er-æstetik, som taget ud af den lækreste episode af ‘Mad Men’.
Olivia Wilde demonstrerede også visuelt flair i sin meget sikre debutfilm, highschool-komedien ‘Booksmart’, der til gengæld havde en helt anden charme kørende for sig.
Så meget desto større er skuffelsen over Wildes flade efterfølger.
Kort sagt:
Olivia Wildes feministiske film med Florence Pugh og Harry Styles lever ikke op til hypen.