Quentin Tarantino har ikke travlt med at kaste sig over sin tiende og angiveligt sidste spillefilm.
Siden ‘Once Upon a Time in Hollywood’ har han taget en del sidespring, blandt andet med at lave podcast, udgive en bog og skrive et teaterstykke. Og nu har Tarantino netop annonceret, at han udkommer med en miniserie i otte afsnit i starten af 2023.
Tarantino bekræftede selv nyheden under en talk i New York i forbindelse med sin lancering af essaysamlingen ‘Cinema Speculation’. Det skriver Indiewire.
Der er endnu ikke information omkring genre, cast, plot og distribution, men ifølge Indiewire rygtes serien at være lavet for en streamer.
Tarantino har tidligere arbejdet i tv-serieformatet. Han indgik for nyligt et samarbejde med Netflix om at udgive ‘The Hateful Eight’ i episoder. Han har tidligere instrueret episoder på serier som ‘E.R.’, ‘CSI: Crime Scene Investigation’ og ‘From Dusk Till Dawn: The Series’.
Hvis en udgivelsesdato i starten af 2023 holder stik, må der snart være information omkring miniserien på trapperne. Vi venter i spænding.