Oh Yeong-su, bedst kendt for sin rolle som den gamle mand Oh Il-nam i Netflix-hittet ‘Squid Game’ (der vandt ham en Golden Globe), er blevet tiltalt for sexchikane.
Hændelsen som skulle have fundet sted i 2017 blev udforsket af sydkoreanske myndigheder i december sidste år, men sagen blev senere lukket i april i år. Nu har anklagerne genåbnet sagen efter ønske fra den anonyme kvinde, som den ældre skuespiller angiveligt skulle have forgrebet sig på. Det melder Variety.
»Jeg holdt bare hendes hånd, da vi gik en tur om søen«, fortæller 78-årige Oh Yeong-su, der benægter påstanden i en oversat udmelding fra den sydkoreanske broadcaster JTBC.
»Jeg undskyldte, fordi personen sagde, hun ikke ville gøre et stort nummer ud af det, men det betyder ikke, at jeg tilstår anklagen«, fortsatte han.
Det franske nyhedsbureau Agence France-Presse var de første til at meddele nyheden om Ohs tiltale og citerede en anonym sydkoreansk tjenestemand, som advarede om at sprede falske rygter om sagen. Siden har det sydkoreanske kulturministerium trukket en tv-reklame med Oh Yeong-su tilbage.
‘Squid Game’ var et af de helt store vindere ved dette års Emmy-uddeling, hvor den kunne prale af at hive hele seks statuetter med hjem baseret på 14 nomineringer.