I går kunne man se Tom Cruise springe ud af et fly under optagelserne til ‘Mission Impossible 7’, mens han takkede publikum for at støtte så godt op om ‘Top Gun: Maverick‘ – årets største biografsucces.
I dag kan man se en stort anlagt featurette, der viser superstjernens halsbrækkende forberedelser til, hvad der beskrives som et af de mest omfattende stunts nogensinde i filmhistorien.
Den ni minutter lange video viser, hvordan Cruise forbereder sig til at køre en motorcykel ud over en norsk bjergside for derefter at aktivere en faldskærm og lande på fødderne på sikker grund hundredvis af meter længere nede.
Videoen er guf for alle, der elsker vilde stunts, eller bare trænger til deres daglige dosis Tom Cruise. Nyd blandt andet perfekte oneliners som: »Don’t be careful. Be confident«, og Cruise, der – sekunder efter at have udført verdens farligste stunt – overstrømmende takker sit filmhold for støtten, selvom alle ved, at han er stjernen.
Og så er det altså ren ekstase at se 60-årige Tom Cruise gentage det samme stunt seks gang på en dag, mens hans filmhold jubler i kulissen. Respekt.
Skal man tro instruktør Christopher McQuarrie, bliver det kun vildere. Han slutter nemlig videoen af med at love, at der er endnu vildere stunts undervejs til den ottende og sidste ombæring i ‘Mission Impossible’-franchisen.
‘Mission Impossible Death Reckoning – Del 1’ får premiere herhjemme 13. juli 2023.