Soundvenues anmelder havde de helt store superlativer fremme, da ‘Spider-Man: Into the Spider-Verse’ udkom i 2018. Filmen blev simpelthen udråbt til »den bedste ‘Spider-Man’-film nogensinde«.
Nu er efterfølgeren ‘Spider-Man: Across the Spider-Verse’ endelig på trapperne, og den første trailer ser lovende ud.
Filmen fokuserer på Miles Morales’ (Shameik Moore) spirende romance med Gwen Stacy (Hailee Steinfeld) og udforsker multiverset, når Morales’ og hans hjælpere skal bekæmpe en skurk, der er stærkere end nogen anden, de tidligere har stået over for.
Ligesom den forrige film bryster ‘Spider-Man: Across the Spider-Verse’ sig af et imponerende stemmecast: Issae Rae, Oscar Isaac, Daniel Kaaluya, Jason Schwartzman og Brian Tyree Henry medvirker blandt andre.
Den oprindelige Oscar-vindende instruktørtrio er i den nye film blevet udskiftet med Joaquim Dos Santos, Kemp Powers og Justin K. Thompson.
Phil Lord, Christopher Miller og Dave Callaham står bag manuskriptet.
Der er premiere 1. juni næste år. Efterfølgeren ‘Spider-Man: Beyond the Spider-Verse’ er planlagt til premiere i foråret 2024.