Anti-superhelteserien ‘The Boys’ er blevet en stor succes for Amazon Prime Video, der allerede har bestilt adskillige spinoffserier.
Tidligere på året udkom den animerede ‘The Boys: Diabolical’, og nu er turen så kommet til den første live action-serie i universet, ‘Gen V’, der netop har fået sin første trailer.
‘Gen V’ udspiller sig på et amerikansk college for unge superhelte, der bliver drevet af Vought International.
Serien følger de hormonelle superheltes kamp for popularitet og overlevelse – og at dømme efter traileren, kommer det til at involvere et blodbad af kaliber. Serien er før blevet beskrevet som lige dele college-show og ‘Hunger Games’.
I hovedrollerne ses Jaz Sinclair og Chance Perdomo, der begge medvirkede i ‘The Chilling Adventures of Sabrina’.
Desuden medvirker Lizze Broadway, Shelley Conn, Maddie Phillips, London Thor, Derek Luh, Asa Germann, Patrick Schwarzenegger, Sean Patrick Thomas og Marco Pigossi. Det rygtes også, at flere ‘The Boys’-skuespillere vil kigge forbi.
‘Gen V’ får premiere på Amazon Prime Video i 2023.