I slutningen af august i år gik den sydafrikanske skuespiller Charlbi Dean bort på grund af pludselig sygdom i en alder af kun 32 år.
Hendes død indtraf på et hospital i New York, og nu offentliggør en talsperson fra New York City Medical Examiner, at dødsårsagen var en blodforgiftning som følge af infektion med Capnocythophaga. En bakterie hun var sårbar over for, da hun havde fået sin milt fjernet i forbindelse med et biluheld i Cape Town tilbage i 2009. Det kan Deadline berette.
Charlbi Deans tragiske bortgang skete lige midt i hendes internationale gennembrud med Ruben Östlunds ‘Triangle of Sadness’, hvor hun spillede en bærende rolle som modellen og influenceren Yaya. Filmen vandt den store Palme D’or pris på forårets Cannes-festival, hvor Charlbi Dean deltog med resten af filmens hold.
Ved Soundvenues forpremiere på ‘Triangle of Sadness’ mindedes Ruben Östlund den afdøde Dean med følgende ord:
»Charlbi Dean var en holdspiller, hun var en person, der løftede andre og løftede hele crewet. Vi skulle jo have rejst sammen på turné med filmen. Vi var på vej til Toronto-festivalen, kort efter det skete, og skulle stå der ved siden af hinanden, og pludselig var der én, der manglede. Vi tilegnede mange af visningerne til hende for at prøve at gøre noget, som kunne glæde hendes familie«.