Ruben Östlund i Danmark om sin vilde nye film: »Jeg tænkte, at jeg må gå ti gange længere, end hvad folk forventer«

Den svenske mester Ruben Östlund fik skældud af sin mor efter sin nedsabling af dansk film, fortalte han, da han svarede på spørgsmål efter Soundvenues forpremiere på ’Triangle of Sadness’ på Nørrebro.
Ruben Östlund i Danmark om sin vilde nye film: »Jeg tænkte, at jeg må gå ti gange længere, end hvad folk forventer«
Ruben Östlund med Woody Harrelson under optagelserne på 'Triangle of Sadness'. (Foto: Tobias Henriksson)

Ruben Östlund lagde vejen forbi, da Soundvenue tirsdag aften holdt forpremiere i Empire Bio på den svenske mesters Guldpalmevinder ’Triangle of Sadness’, årets mest underholdende film.

Efter filmen svarede 48-årige Östlund, der har manifesteret sig som en af verdens førende instruktører med film som ’Play’, ’Force Majeure’ og ’The Square’, på spørgsmål fra publikum og Soundvenues filmredaktør Jacob Ludvigsen.

Her fortalte instruktøren energisk om alt fra sin kompromisløse metode til sit omtalte skudsmål af dansk film og sin forargelse over et udsagn fra den svenske kulturminister. Og så selvfølgelig om sin nye film, der starter i modeverdenen hos modelparret Carl og Yaya og følger dem med videre på et krydstogtskib for de allerrigeste – en sejlads, der blandt andet kulminerer i en allerede berømt og berømt brækscene.

Vi bringer en kondenseret udgave af interviewet her:

For et par måneder siden stod jeg i selvsamme sal med din norske kollega Joachim Trier. Vi kom til at tale om dig, og han sagde: »Jeg kender Ruben, og jeg har respekt for Ruben, men forskellen på hans og mine karakterer er, at han hader alle sine karakterer, og jeg elsker alle mine«. Er det rigtigt – hader du dine karakterer?

»Jeg synes måske, at Joachim er en sentimental type! Ej, jeg elsker alle mine karakterer, selvom de mislykkes. Men jeg er ikke så interesseret i karaktererne, jeg er interesseret i situationer, som karaktererne havner i. Og jeg er interesseret i de materielle forudsætninger, som karakteren skal håndtere. Jeg er interesseret i positionen i et hierarki. Jeg er interesseret i en økonomisk og social struktur. Og jeg er interesseret i, hvor stor forskel der er på vores måde at handle på, hvis bare du flytter de sociale og økonomiske strukturer«.

»Men jeg synes ikke dårligt om nogen af karaktererne. Jeg kæmper vel i virkeligheden for, at man skal kunne identificere sig med alle sammen«.

I filmen er der særligt to scener, som i de fleste andre instruktørers hænder ikke havde været så lange og udfoldede. Først er der diskussionen mellem modelparret Carl og Yaya om, hvem der skal betale regningen på en restaurant, som fylder en stor del af filmens første del. Hvorfor skal den stå så centralt?

»Jeg gør det i hver film, at jeg arbejder med en tematik, som interesserer mig«.

»I ’The Square’ var jeg interesseret i, hvordan vi tager ansvar. På individniveau og på samfundsniveau, og hvor svært det er at separere de to forskellige ting. Så fandt jeg den her situation med drengen, som stjæler en telefon. I ’Force Majeure’ er det kønsrollerne og kernefamilien gennem situationen med lavinen, hvor manden løber væk«.

Ruben Östlund i samtale med Soundvenues filmredaktør Jacob Ludvigsen i Empire Bio. (Foto: Dejan Obretkovic / Soundvenue)

»Da jeg lavede ’Triangle of Sadness’, tog det virkelig længe, før jeg fandt sådan en situation. Jeg vidste, at filmen skulle handle om kønnet som kapital. Og så kom jeg i tanke om, da jeg og min kone mødte hinanden, hvor vi havde et forfærdeligt besværligt skænderi, som startede på en restaurant, da vi skulle betale regningen. Jeg begyndte at se på den situation og indså, at det er præcis det, den beskriver. Og jeg indså, at jeg havde forsøgt at undvige diskussionen, fordi jeg syntes, det var så skrækkeligt pinligt. Jeg kom næsten i kontakt med min største mandlige skam«.

Den anden scene, du trækker langt ud, er søsygescenen med bræk i stride strømme. Hvorfor skulle den være så udførlig og eksplicit?

»Den er da sjov, synes I ikke? Jeg har fået virkelig gode reaktioner til de visninger, jeg har været til. Da jeg skrev den, tænkte jeg: ’Jeg må gå ti gange længere, end hvad folk forventer’. For hvis jeg bare viser en lille smule, så er det ingenting. Så er det okay, de bliver lidt søsyge. Men hvis jeg går endnu længere og endnu længere, så er det jo sådan med film, at scenen bliver et billede på noget andet. På noget større. Man begynder at reflektere over tingene«.

Du er kendt for din meget kompromisløse metode, hvor man tager scener med skuespillerne virkelig mange gange, måske op til 30-40 takes. Det er jo noget, der altid har vakt meget respekt, men jeg talte på et tidspunkt med en dansk instruktør, hvor jeg nævnte, at det var virkelig kompromisløst, men hvor vedkommende svarede: ’Når man tager en scene så mange gange, så er det, fordi man ikke ved, hvad man vil have’!

»Det synes jeg, vedkommende har fuldstændigt ret i. Men en instruktør, som ved præcis, hvad de vil have hele tiden, bliver ikke udsat for nogen usikkerheder. At være som en kunstner, der ved præcis, hvordan man skal male et billede, det synes jeg er utroligt svært, når man skal indspille en scene«.

Ruben Östlund med Charlbi Dean under optagelserne på ‘Triangle of Sadness’. (Foto: Tobias Henriksson)

»Man har en fornemmelse af noget, som skal blive den bedste scene nogensinde. Den målsætning har jeg hver gang. Men hver dag når jeg går ind til en optagelse og sætter kameraet op og begynder at se på scenen, så synes jeg, det er så skrækkeligt dårligt. Jeg krummer tæer og tænker, herregud, det her kommer aldrig til at løse sig. Og så begynder man at prøve, og i starten af dagen er skuespillerne frie, og så får man øje på noget, den lille ting, hvor al tyngden ligger. Og så kan man begynde at hage sig fast på det«.

»Det behøver ikke være noget stort, men det skal være noget, jeg ikke har set til at starte med. Oftest er det sådan, at man ikke ved præcis, hvad det er, før man ser det. Så når man tager det igen, kommer man med flere forslag. Så kan skuespillerne også være med i processen og lægge nogle ting ind i det«.

»Instruktørrollen har været meget koblet til, at man ikke må give udtryk for nogen usikkerhed. Man er i kontakt med Gud og ved præcis, hvad man skaber. Det er et billede af den kreative proces, som er falsk. Det tager virkelig lang tid at komme frem til lige præcis det, man vil have. Og det, jeg gør, er at undersøge scenen til at starte med og forsøge at ompositionere den. Så bliver det bedre og bedre frem til måske take 20. Så vender det, og så handler det om at skubbe niveauet op igen. Det er ikke altid det lykkes, men som regel gør det«.

»Så plejer jeg at sige, at vi tager et kvarters pause. Og når vi kommer tilbage på settet, så ved vi præcis, hvordan den scene skal laves, så er skuespillerne nulstillede, og så tager vi fem takes til. Og så tæller jeg ned. Fire takes til. Tre mere. Kom så! Så skubber man energi og intensitet ind i øjeblikket. Jeg hiver hele filmteamet, der ikke skal lave noget, med om bag kameraet, så de står og kigger på skuespillerne. Det er vigtigt, at ingen står i baggrunden med deres mobiler, når nogen forsøger at præstere foran et kamera. De skal have maksimal opmærksomhed, og så skal vi ligesom vinde den her fodboldkamp. VM-finalen i fodbold«.

»Og ved det sidste take, der er jeg begyndt på noget i forbindelse med ’Triangle of Sadness’, som jeg ikke har gjort før, og det er at have en gongong med på settet. Til den sidste optagelse slår jeg på den. Og når der så bliver stille, lader jeg en af skuespillerne starte, for jeg vil ikke engang sige ’værsgo’. Jeg vil have, den skal klinge ud, og i den stilhed opstår der et beredskab og en nærhed«.

Holdspilleren Charlbi Dean

Hvordan har det været at skulle fortsætte med at promovere filmen efter den tragiske bortgang af Charlbi Dean, der spiller Yaya?

»Da det skete, kom det som et totalt chok, og man vidste ikke, om det var sandt. Ventetiden på, at det blev bekræftet, var lang. Så blev det bekræftet. Der var noget specielt med indspilningen af filmen, som gjorde, at alle skuespillere kom rigtig tæt på hinanden. Især os, der optog på øen. Vi var sammen i syv-otte uger, hvor vi var helt isolerede. Det var midt under pandemien. Teamet blev meget sammentømrede. Jeg tror, det er den periode, hvor jeg er kommet tættest på skuespillere og teamet overhovedet«.  

»Charlbi Dean var en holdspiller, hun var en person, der løftede andre og løftede hele crewet. Vi skulle jo have rejst sammen på turné med filmen. Vi var på vej til Toronto-festivalen, kort efter det skete, og skulle stå der ved siden af hinanden, og pludselig var der én, der manglede. Vi tilegnede mange af visningerne til hende for at prøve at gøre noget, som kunne glæde hendes familie«.

»Jeg vil prøve, om jeg kan blive ved med at sige: ’Se på hendes præstation’. Hun var en virkelig dygtig skuespiller. Meget præcis«.

Charlbi Dean i ‘Triangle of Sadness’. (Foto: Plattform Produktion)

Du har tidligere talt om at være blevet inspireret af en Youtube-video til en af dine film. Hvor kom inspirationen fra til ’Triangle of Sadness’?

»Da jeg klippede ’Play’, som var en film, der var meget formalistisk striks – lange takes uden nogen klip – var det en utroligt svær proces at skabe dynamik. Og jeg begyndte at se på, om jeg var blevet sådan en europæisk arthouse-instruktør, der var blevet meget låst. Jeg var ikke fri. Jeg begyndte at lede efter en forklaring på, hvordan det sker, at vi næsten har skabt en genre i Europa, som hedder arthouse. Arthousegenren findes jo, for at der skal være et bredt spektrum af film, som ser forskellige ud. Men i stedet synes jeg, at filmene lignede hinanden meget«.

»Jeg så på europæiske film fra 1970’erne – Buñuel, Lina Wertmüller, Antonioni – og de er vilde og underholdende, de er frie. Jeg italesatte, at den europæiske filmtradition har et problem i form af statsstøtten. Når vi får den statsstøtte, så er vi sikret økonomisk. Så vi behøver ikke nå publikum på samme måde, som man gør i den amerikanske filmkultur. Det er ikke, fordi vi skal nå det niveau, men i USA mister man sit job, hvis man ikke når publikum, og så kan man ikke betale for sine børns uddannelse. Der er et ekstremt pres på at slå igennem«.

»Der begyndte jeg at kombinere det bedste af den amerikanske kultur med det bedste fra den europæiske filmkultur. Den europæiske filmkultur har jo en tradition for, at vi vil undersøge vores tanker om verden og os selv, og da jeg gik i gang med at lave ’Force Majeure’, spekulerede jeg i det. Jeg ville lægge den her eksistentielle udforskning i et miljø, som jeg havde lyst til at være i. På samme måde med ’The Square’, jeg ville placere spørgsmålene i et miljø, som jeg ved, folk kommer til at klikke på«.

»Det er det samme med ’Triangle of Sadness’: Hvis jeg tager modeverden, luksusyachter og en øde ø … Det er tre miljøer, jeg faktisk kunne tænke mig at bruge tid i. Samtidig er der virkelig stærke hierarkier i modeverden, der er virkelig stærke hierarkier på en luksusyacht, og så i den tredje del fjerner vi alle de hierarkier. Det er et puslespil. En kombination af tematikken, og hvordan man leger med, hvor man sigter filmen hen«.

Skældud fra mor

Hvilken rolle håber du, at ‘Triangle of Sadness’ kan spille i samfundet?

»Efter vi vandt Guldpalmen i Cannes, bestemte Det Svenske Filminstitut, at der skulle være en fejring. Så kommer den svenske kulturminister og skal holde tale inden, og hun siger så: ’Jeg elsker alle film’. For mig er det ligesom at sige: ’Jeg elsker al politik’. For film kan jo være en ideologi (…). Hvordan man fortæller en film, påvirker også, hvordan vi ser på verden«.

»Så ’Triangle of Sadness’ kommer til at ændre et bestemt syn på verden. Men problemet er, at alle film forandrer vores syn på verden. Alle indtryk, al litteratur, alle nyheder forandrer vores syn på verden og forandrer verden. Kampen bliver, hvilket syn som sætter størst aftryk«.

Ruben Östlund ved Soundvenues forpremiere i Empire Bio. (Foto: Dejan Obretkovic / Soundvenue)

Du skabte tidligere på året opsigt i Danmark med dine udtalelser om, at danske film er kedelige og konventionelle. Men har du egentlig set nok nyere danske film til at kunne fælde den dom?

»Ja, måske skyldes det, at jeg ikke ser nok danske film. Min mor blev faktisk rigtigt sur på mig, da jeg sagde det. ’Men ’Festen’ er jo virkelig god’, sagde hun. ’Men mor, det er 25 år siden!’«

»Det, der inspirerer mig ved det danske filmklima, er forholdet mellem publikum og filmene. I følger med i det, der sker i Filmdanmark. Den danske nybølge, med dogme og så videre, var jo utroligt vital, og der findes utroligt vitale instruktører i Danmark, som bidrager til den vitale biografkultur. Men når jeg siger sådan noget, så tror jeg også, det er, fordi jeg taler om den dramaturgi, man anvender. Protagonisten og antagonisten, og det at man forklarer gennem individet, som jeg talte om tidligere, ikke gennem konteksten, ikke gennem samfundet. Og derfor synes jeg helt enkelt ikke, det bliver så interessant, hvis man bliver ved med at opdyrke den struktur om og om igen«.

»Og så er det jo sådan her: I Sverige har Filmsverige ikke nogen selvtillid. Lige meget hvilke priser vi vinder rundt omkring i verden, bliver mennesker i den svenske filmindustri stadig ved med at referere til, at dansk film er så skidegodt. Så min udtalelse går også på at sige: Kom nu, vi skal løfte os selv op og skabe noget vitalt her!«.

’Triangle of Sadness’ kan ses i biograferne fra i dag.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af