Julie Rudbæk og Jesper Zuschlags første film, ‘Elsker dig for tiden’, er stadig aktuel i biografen, hvor den har rundet flotte 100.000 billetter.
Imens er makkerparret i fuld gang med deres første serie siden gennembruddet ’29’, DR-serien ‘Bag enhver mand’, som de vanen tro både har skrevet, instrueret og spiller med i.
Serien handler om den erfarne og succesfulde køkkenchef Michael (Jesper Zuschlag), der pludselig må forsvare sin position, da den nye souschef Naja (Julie Rudbæk) vil modernisere hans restaurant og forsøger at vippe ham af pinden.
Og også omkring duoen har de samlet sig en imponerende rolleliste, der netop er offentliggjort.
Her finder man både yngre navne med stort komisk talent i form af Frederik Cilius, Mathias Helt, Eva Jin og Kasper Nielsen, stærke talenter som Sara Fanta Traoré, Ari Alexander, Karoline Hamm, Bertram Bisgaard, Andreas Jebro, Camilla Lau og Mathias Skov Rahbæk samt de erfarne kræfter Ann Eleonora Jørgensen, Ditte Hansen, Lars Bom, Kenneth M. Christensen, Morten Brovn og Anders Brink Madsen.
»Det er en dramakomedie, der handler rigtigt meget om kønskamp, forandring og magtspil«, fortalte Julie Rudbæk, da hun og Zuschlag besøgte Soundvenues forpremiere på ‘Elsker dig for tiden’ i december.