Der er stor forskel på den anerkendelse den irske skuespiller Colin Farrell nyder i dag og på hans tidlige karriere og badboy-ry i starten af årtusindeskiftet, hvor han også havde et pressedækket misbrug.
Under et rundbordsinterview med The Hollywood Reporter, hvor han var i selskab med skuespillere som Brendan Fraser, Austin Butler og Adam Sandler, fortalte skuespilleren om en film, han så som helt afgørende i sit selvbillede.
Nemlig Oliver Stones ‘Alexander’ fra 2004, der trods storslåede episke armbevægelser blev haglet ned af kritikerne. Det spurgte Brendan Fraser, der om nogen kender til nedtur ind til:
»Forventninger er en farlig ting«, fortalte Farrell og fortsatte:
»Når jeg siger ‘forventning’, så havde vi alle sammen vores smokinger klar (til prisuddelinger, red). Jeg laver ikke engang sjov. Vi var alle sammen sådan, ‘yes, gutter, vi er på vej til Oscars. Det er helt sikkert’. Og så kom filmen ud. Anmeldelserne kom ud, og jeg kan huske nogen være sådan, ‘Åh gud, det er ikke godt’. (…)«.
Den irske skuespiller fortalte, at mediernes negative anmeldelser, fik ham til at tvivle på sine evner.
»Der var ikke noget Rotten Tomatoes dengang, så de havde alle de trykte anmeldelser, og en efter en sagde de, at jeg skulle pakke mine ting, jeg var blevet afsløret: ‘Alexander den intetsigende’, ‘Alexander den kedelige’, ‘Alexander den uartikulerede’, ‘Alexander den svage’. (…) ‘Holy shit’, tænke jeg, ‘Hvad kan jeg gøre?’ Jeg følte så stor en skam. Jeg var et sted, hvor jeg med alle jeg mødte havde lyst til at sige, ‘Har du set ‘Alexander’? Hvis du har, må du virkelig undskylde’. Jeg laver ikke engang sjov, jeg havde ikke tænkt mig at give dem deres 20 millioner tilbage, men…«, lød det fra skuespilleren.
»Og efter det, ja, så satte jeg spørgsmålstegn. Jeg sagde, ‘Jeg er bare shite til det her. Jeg er en lorteskuespiller. Jeg er blevet afsløret’«, fortalte Farrell videre.
Herefter fortalte den nu 46-årige Farrell, at han efterfølgende måtte kæmpe for at finde tilbage til den unge fyr, der brændte for skuespillet. De seneste par år har Colin Farrell fået stor kritisk anerkendelse blandt andet efter sine samarbejder med Martin McDonagh i ‘In Bruges’ og græske Yorgos Lanthimos’ ‘The Lobster’ og ‘The Killing of a Sacred Deer’.
Skuespilleren har netop vundet en Golden Globe for sin rolle i Martin McDonaghs Oscar-kandidat ‘The Banshees of Inisherin’, der er spået Oscar-chancer.
Se den før alle andre til Soundvenues forpremiere.