Derfor blev en film med buttplug-jokes, pølsefingre og talende sten enevældig Oscar-topscorer

’Everything Everywhere All at Once’ scorede 11 Oscar-nomineringer og begynder at ligne en seriøs favorit til at vinde årets Oscar for Bedste film. Hvordan i alverden gik det til, at prissæsonens mest bizarre film overhalede alt fra storstilede blockbusters til seriøse arthousefilm indenom?
Derfor blev en film med buttplug-jokes, pølsefingre og talende sten enevældig Oscar-topscorer
'Everything Everywhere All at Once'. (Foto: A24)

Det var ikke helt uventet, at ’Everything Everywhere All at Once’ ville løbe med mange nomineringer, da årets Oscar-felt blev offentliggjort tirsdag eftermiddag.

Og når noget er ventet, begynder man at vænne sig så meget til tanken, at man glemmer, hvor vildt det er, når man lige hæver blikket og ser det lidt udefra.

I Daniel Kwan og Daniel Scheinerts film spiller Michelle Yeoh en midaldrende kinesisk immigrant, der på et skattekontor sendes ud i en række parallelle universer, hvor hun blandt andet er hemmelig agent. Det er en vild og vanvittig film. Der er mennesker med slaskede dinglende pølsefingre, en superskurk, som har anbragt hele verden oven på en bagel, en kok med en vaskebjørn under kokkehuen, en buttplug-formet pokal, der anbragt i måsen er adgangsbillet til et nyt univers, og to sten, der har en dyb samtale i en ørken.

Lyder det som en film af den type, der normalt fejrer Oscar-sejre?

Ikke just, men alligevel blev ’Everything Everywhere All at Once’ nomineringstopscorer med 11 stk. foran alt fra blockbusters som ’Top Gun: Maverick’ og ’Avatar: The Way of Water’ til anerkendte arthousetitler som ’The Fabelmans’ og ’The Banshees of Inisherin’.

Hvordan kunne det ske? Hvordan kan The Daniels’ mildest talt bizarre film pludselig stå frem som en sandsynlig vinder af hovedprisen for Bedste Film?

Det er der i hvert fald seks grunde til.

1. Et imponerende billetsalg

Biograferne, især i USA, har kæmpet for at trække folk tilbage efter corona. Det er primært lykkedes for blockbusterfilm som ’Top Gun: Maverick’ og ’Avatar: The Way of Water’, mens mange prestigefilm er floppet, fra ’The Fabelmans’ til ’She Said’.

Derfor spærrer Hollywood også øjnene op, når en kunstnerisk ambitiøs film på et beskedent budget bliver et veritabelt box office-hit.

’Everything Everywhere All at Once’ har indspillet for 104 millioner dollars på verdensplan, heriblandt 70 millioner dollars på hjemmemarkedet USA på et budget på blot 25 millioner dollars. Det har gjort filmen til det anerkendte selskab A24’s største succes.

‘Everything Everywhere All at Once’. (Foto: A24)

Man kan godt få mange Oscar-nomineringer trods et beskedent billetsalg, men der er ingen tvivl om, at det hjælper, hvis filmen er en økonomisk succes. Det er sjældent godt at træde ind i awards race med et tabernarrativ klæbende til sig – som med Spielbergs ’The Fabelmans’ i år, hvis største akilleshæl i Oscar-sammenhæng netop er et skuffende billetsalg.

Billetsalget har på alle måder trukket ’EEAAO’ ud af kassen for obskure nichefilm – når publikum har omfavnet den som mainstream, hjælper det Oscar-akademiet til at gøre det samme.

Og som vi også så med Bedste Film-nomineringerne til ’Top Gun’ og ’Avatar’, er der en stor lyst til at hylde de biograffrelsende film netop i denne post-corona-tid.

2. Et desperat ønske om originalitet

Billetsuccessen bliver desto mere imponerende i Hollywoods øjne med tanke på det faktum, at ’Everything Everywhere All at Once’ er en original film uden tilknytning til en større franchise.

Den slags originale film lavet på et mellembudget har Hollywood ellers næsten givet op på i disse år, hvor filmbyen ikke mindst kæmper med, hvordan man laver ikke-franchise-film, som folk gider se i biografen frem for blot at vente på streamingpremieren.

The Daniels’ galmandsværk anviser en ny vej for kunstnerisk ambitiøse film med bred appel. Det er uomtvisteligt en film, man skal se i biografen, både fordi det er en hæsblæsende affære fuld af action og gang i den, og fordi dens forrykte jokes og overraskelser lever og ånder særligt godt gennem fællesskabets sus.

Det er en formel, mange sandsynligvis vil forsøge at efterligne de kommende år – som oftest dog nok med den erkendelse, at det ikke er så let.

3. Fascinerende skuespilfortællinger

Når en film skal op på 11 nomineringer, kræver det, at den har støtte fra meget forskellige dele af Oscar-akademiet. Det er nemlig klipperne, der stemmer om klippernomineringerne, manuskriptforfatterne der stemmer om manuskriptnomineringerne osv. (Når vinderne skal vælges, stemmer hele akademiet).

Særligt er det vigtigt at have opbakning fra skuespillerne, den største gruppering i akademiet. Og det har ’Everything Everywhere All at Once’. Selvfølgelig først og fremmest fordi filmen er båret af et ensemble af stærke præstationer fra Michelle Yeoh, Jamie Lee Curtis, Stephanie Hsu og Ke Huy Quan, der alle blev nomineret.

Ke Huy Quan i ‘Everything Everywhere All at Once’. (Foto: UIP)

Men også fordi flere af disse skuespillere har nogle unikke fortællinger knyttet til sig, som har garanteret masser af opmærksomhed og velvilje igennem Oscar-sæsonen.

Det gælder især Michelle Yeoh, en dybt respekteret veteranskuespiller, som i årevis har haft svært ved at få gode roller i Hollywood, som med denne film pludselig har opdaget, hvor meget de egentlig elsker hende. Og så Ke Huy Quan, der huskes som barneskuespiller i ’Indiana Jones og templets forbandelse’ og ’Goonierne’, men siden ikke har fået et ben til jorden i Hollywood – indtil nu.

Den slags narrativer er umulige at stå for, og Ke Huy Quan anses da også for storfavorit til at vinde birolleprisen, mens Yeoh duellerer med Cate Blanchett i hovedrollekategorien.

4. Diversitet

I forlængelse af disse skuespillerhistorier spiller det selvfølgelig også en rolle, at filmen fortæller om en underbelyst amerikansk minoritet, nemlig kinesiske immigranter. Uden at proppe et mangfoldighedsbudskab ned i halsen på publikum bærer filmen et meget autentisk og ærligt budskab om immigrantkultur og kulturkløfter fra en vinkel, vi sjældent ser i Hollywood.

Og den sætter velkomment fokus på amerikansk-asiatiske skuespillere, som måske har fået mindre opmærksomhed i de seneste års debat i kølvandet på #OscarsSoWhite.

5. Zeitgeisty bagmænd

Makkerparret bag filmen, Daniel Kwan og Daniel Scheinert, befinder sig et perfekt sted i karrieren, hvor de allerede inden ’Everything Everywhere’ havde etableret sig som spændende nye amerikanske filmstemmer med den ligeledes bizarre og poetiske ’Swiss Army Man’ (den med Daniel Radcliffe som pruttende lig).

Det kan virke beroligende på akademiet, at ’Everything Everywhere’ ikke bare er et lucky punch. Samtidig er The Daniels stadig unge og fremadstormende talenter, som mange nu gerne vil arbejde med. De er med andre ord det hotteste shit i filmbyen lige nu.

Instruktørduoen Daniel Kwan og Daniel Scheinert. (Foto: Jeff Kravitz/FilmMagic)

Derudover er det zeitgeist-selskabet A24, der står bag ’Everything Everywhere’. De er kendt for at lave film med nerve, originalitet og evne til at få et ungt publikum i tale (fra ’Moonlight’ til ’Ex Machina’ og ’Midsommar’) og har således filmbranchens respekt, hvilket heller ikke er helt skidt, når der skal stemmes om Oscar-nomineringer.

6. Et forandret Oscar-akademi

Endelig er der ingen tvivl om, at vi ser en anden type film modtage Oscar-kærlighed end tidligere. Akademiet er nemlig under stor forandring i forhold til de cirka 5000 Hollywood-insidere, der i 90’erne gav Bedste Film-prisen til film som ’Forrest Gump’ og ’The English Patient’.

I dag består akademiet af cirka 9000 stemmeberettigede medlemmer, og sammensætningen er blevet yngre, mere mangfoldig og mere international. Den forandring var stærkt medvirkende til, at ’Parasite’ kunne vinde hovedprisen i 2019, og at vi nu nærmest hvert år ser, at ikke-amerikanske film indlemmes i Bedste Film-feltet (i år både ’All Quiet on the Western Front’ og ’Triangle of Sadness).

Den udvikling har helt sikkert også banet vejen for, at en film med buttplug-jokes kan få 11 Oscar-nomineringer.

‘Everything Everywhere All at Once’ kan ses på Viaplay, Blockbuster m.fl.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af