Vi har efterhånden vænnet os til dansk triumf, når Oscar-nomineringerne offentliggøres.
Sidste år skrev ‘Flugt’ Oscar-historie med hele tre nomineringer, forrige år fik ‘Druk’ flotte to, og tidligere har både danske dokumentarfilm, spillefilm og kortfilm været hyppigt repræsenteret. Danmark må næsten være det ikke-amerikanske land i verden ud over England, der fejrer flest Oscar-sejre.
Og også i år blev et rendyrket triumftog. Anders Walters ‘Ivalu’ og Simon Lereng Wilmonts ‘A House Made of Splinters’ blev nomineret i henholdsvis kort- og dokumentarkategorien, mens den danske klipper Mikkel E.G. Nielsen blev nomineret for sit arbejde på ‘The Banshees of Inisherin’.
Og i det omfang man kan sige noget fælles om de tre nomineringer, hvad skyldes succesen så?
Her er nogle af nøgleingredienserne:
1. En stærk dansk filmbranche
Danmark har siden 90’erne skabt en hamrende solid og bredtfavnende filmindustri, der producerer dygtige filmfolk, som både laver ting af høj klasse herhjemme og efterspørges ude i verden.
Det er en af hemmelighederne bag de mange danske nomineringer, hvilket Mikkel E.G. Nielsen, der forrige år vandt en Oscar for sin klipning af ‘Sound of Metal’, er et godt eksempel på.
Han er en klipper i verdensklasse, som der ikke går mange af på dusinet, men han er også et resultat af den danske fødekæde med sin uddannelse på Den Danske Filmskole, gode samarbejder i dansk film med især Nikolaj Arcel (‘Kongekabale’, ‘En kongelig affære’) og så en imponerende international karriere.
Danske filmfolk har generelt et uhyre godt ry i udlandet, og derfor oplever vi igen og igen, at danske filmfolk arbejder med verdens fremmeste instruktører, som også fotograf Dan Laustsen, der flere gange har været Oscar-nomineret via sit samarbejde med Guillermo Del Toro.
Tilsvarende har dansk dokumentarfilm i en årrække stået utroligt stærkt – ja, faktisk har vi en af verdens stærkeste dokumentarbrancher. Det er en af grundene til, at Danmark så ofte er at finde i dokumentarkategorien, ofte med film af internationalt format, jævnfør punkt 3 herunder.
2. Vigtige fortællinger, der går i følelserne
‘Ivalu’ handler om incest og selvmord på Grønland, fortalt gennem historien om en ung pige, der leder efter sin forsvundne storesøster.
‘A House Made of Splinters’ handler om et børnehjem i Ukraine på grænsen til Rusland, der tager imod børn af forældre med store sociale problemer, især alkoholmisbrug.
Det er barske emner, men begge film er samtidig fortalt med håb og lys, der gør, at de ikke er uudholdelige at se. I ‘Ivalu’ bærer de guddommeligt smukke grønlandske landskaber og en ravnemetafor meget af filmens fremdrift, og lige så grum den dybest set er, lige så smuk og poetisk er den også.
I ‘A House Made of Splinters’ er der livslyst i portrættet af de børn, der danser, synger og overlever på børnehjemmet – og et håb i de voksne ildsjæle, der tager imod dem og prøver at give dem så meget stabilitet og kærlighed, som de kan.
Det er film, der med deres fokus på børn går lige i hjertet, og som tackler nærmest ubærlige tematikker, så det er til at udholde at se på uden at smøre et rosenrødt filter ud over virkeligheden.
Selvom gammeldags melodramatisk Oscar-sødsuppe er mindre fremtrædende nu end for eksempel i 90’erne, er det absolut en fordel i Oscar-sammenhæng, hvis man kan ramme nogle rene følelser. Akademimedlemmerne skal se utroligt mange film op til afstemningen, og man skal ikke undervurdere, hvor meget det betyder, at ens film bliver husket med hjertet og ikke kun hjernen.
3. Internationalt udsyn
Det er sigende, at ingen af årets Oscar-kandidater med dansk islæt foregår i Danmark. Bedste Internationale Film-kandidaten ‘Holy Spider’, der ikke blev nomineret i sidste ende, udspiller sig i Iran, ‘A House Made of Splinters’ i Ukraine, ‘The Territory’ (der var shortlistet i dokumentarkategorien, men ikke blev nomineret) i Brasilien og ‘Ivalu’ i Grønland.
Sidste års store danske Oscar-succes ‘Flugt’ var en flygtningehistorie med dimensioner i Afghanistan og Rusland, og tidligere dokumentarnominerede film som ‘Burma VJ’, ‘The Act of Killing’ og ‘The Cave’ var ligeledes danske film med afsæt i konflikter ude i verden.
Danske filmfolk er dygtige til at vende blikket ud i verden og afsøge internationale samarbejder, og de tider er således forbi, hvor dansk film var fortællinger fra en toværelses på Østerbro.
Det kan få nogle til at stille spørgsmål ved, hvor danske filmene egentlig er, men selvom de måske ikke alle siger noget specifikt om dansk kultur, er de uomtvisteligt et resultat af de danske filmfolks generelle villighed til at opsøge verdens brændpunkter.
4. Et dygtigt kampagnearbejde
En af fordelene ved at have prøvet hele Oscar-halløjet før er, at man ved, hvordan man kører en film i stilling.
Og særligt i kortfilmkategorien gør det en forskel. Det er intet tilfælde, at Kim Magnusson og hans selskab M&M Productions nu har været nomineret otte gange i kategorien (og vundet to).
Man skal sandsynligvis højst bruge 400 stemmer for at få sin film nomineret i kortfilmkategorien, så det hjælper naturligvis, at man ved, hvordan man får gjort den synlig. En kampagne kan sjældent skubbe en dårlig film over målstregen – men den kan absolut hjælpe en god film på vej.
I dokumentarfilmkategorien mener man, at der kun skal lidt over 100 stemmer til, før man opnår en nominering (det er kun dokumentarfløjen af akademiet, der stemmer om nomineringerne – hele akademiet stemmer om vinderne), så også her giver det mening at få filmen placeret i de rigtige menneskers bevidsthed.
Her nyder danske film nok også den fordel, at der er relativt mange – måske 10-15 – danske dokumentarfolk med i akademiet, som må formodes gerne at ville hjælpe deres landsmænd på vej. Og så er man jo allerede godt begyndt.
Intet af dette er skrevet for at forklejne filmenes kvalitet i sig selv, men Oscar handler altid om et helt sæt af faktorer, og her spiller kampagne og positionering også en rolle. Der er trods alt en grund til, at de store selskaber bruger mange millioner dollars på at sætte deres film i scene.