Emilia Clarke fik sit store gennembrud som Daenerys Targaryen i ‘Game of Thrones’, men skuespilleren er ikke nysgerrig på at se, hvordan Daenerys’ forfædres historie tager sig ud i ‘House of the Dragon’.
I et interview med Variety fortæller en lidt pinligt berørt Emilia Clarke, at hun endnu ikke har set så meget som ét sekund af prequel-serien.
»Nej! Kan du tilgive mig?«`, svarer Clarke, da hun bliver spurgt, om hun har set serien.
Hun fortsætter: »Det er for underligt. Jeg er glad for, at det sker. Jeg er begejstret for alle priserne. Men jeg kan bare ikke gøre det. Det er meget underligt. Det svarer til, hvis nogen sagde: ‘Har du lyst til at deltage i den her skole-reunion, som ikke er med din årgang?’ Det er sådan, det føles. Jeg undgår det«.
‘House of the Dragon’ har været et massivt publikumshit og har slået rekorder både herhjemme og i USA, hvor serien blev set af mere end 10 millioner ved premieren.
Anmelderen har også været ganske tilfredse. Soundvenues anmelder kvitterede med fire stjerner og var særligt begejstret for sæsonfinalen, der for alvor kørte karaktererne i stilling til en episk magtkamp.
Emilia Clarke er i øjeblikket aktuel med filmen ‘The Pod Generation’, der netop har haft verdenspremiere på Sundance-festivalen i USA.