‘Avatar: The Way of Water’ er en kæmpesucces ved billetlugerne. Filmen er allerede den syvende mest indtjenende film nogensinde med en omsætning på hele 1,7 milliarder dollar.
Og ifølge James Cameron er det nok til, at den fjerde og femte film i hans planlagte ‘Avatar’-serie vil få grønt lys.
Instruktøren har tidligere fortalt, at fremtiden for franchisen afhang af, hvor meget ‘Avatar: The Way of Water’ omsatte for. Det var nemlig afgørende for studiet, at filmen var profittabel, før de bestilte de sidste to film (den tredje film i serien er allerede optaget). Og det er nu lykkedes.
»Med det momentum, filmen har lige nu, ser det ud til, at vi med lethed vil passere vores breakeven-punkt i løbet af de næste dage. Det betyder, at jeg ikke kan se mig ud af at lave de andre efterfølgere. Jeg ved, hvad jeg kommer til at lave de næste seks eller syv år«, siger Cameron i talkshowet ‘Who’s Talking to Chris Wallace?’.
»Pointen er, at vi kommer til at klare os. Jeg er sikker på, at vi snart vil begynde samtalen med topfolkene hos Disney om gameplanen for ‘Avatar 3’, som allerede er optaget. Vi har allerede optaget hele filmen, så nu er vi i en udvidet post-produktion for at lave al CGI-magien. Og manuskripterne til ‘Avatar 4’ og ‘5’ er allerede skrevet. Vi har endda optaget noget af fireren«, fortsætter Cameron.
Det forventes, at ‘Avatar: The Way of Water’ når at omsætte for over to milliarder dollar. Det er noget under ‘Avatar’s utrolige 2,9 milliarder, men alligevel nok til at efterfølgeren lander i top tre over de mest indtjenende film nogensinde.
‘Avatar 3’ forventes at få premiere i biograferne i december 2024.