Pamela Anderson anklager Hollywood-stjerne for at blotte sig over for hende, da hun var 23

Pamela Anderson anklager Hollywood-stjerne for at blotte sig over for hende, da hun var 23
Pamela Anderson. (Foto: Julien M. Hekimian/Getty Images)

Efter sidste års ‘Pam & Tommy‘-serie tager Pamela Anderson nu kontrol over sin egen historie.

Den 31. januar udgiver hun sin erindringsbog ‘Love, Pamela’ og samme dag er der premiere på Netflix-dokumentaren ‘Pamela, a Love Story’.

Og det skorter ikke på opsigtsvækkende historier. Variety er kommet i besiddelse af et kapitel fra den kommende bog, hvor Anderson beskriver en episode i starten af sin karriere, hvor Hollywood-skuespilleren Tim Allen (‘Toy Story’) angiveligt blottede sig for hende under optagelserne af tv-serien ‘Home Improvement’ i 1991, da hun var 23.

»På optagelsernes første dag gik jeg ud ad min garderobe, og Tim stod i gangen iført en kåbe. Han åbnede sin kåbe og blottede sig hurtigt over for mig. Fuldkommen nøgen indenunder. Han sagde, at det kun var fair, fordi han havde set mig nøgen. Nu er vi kvit. Jeg grinte ubekvemt«, lyder det i bogen ifølge Variety.

Tim Allen var 37 år på det tidspunkt og refererede umiddelbart til Andersons modelkarriere for Playboy, der allerede dengang havde gjort hende til et internationalt sexsymbol.

I en udtalelse til Variety afviser Allen, at episoden fandt sted: »Nej, det skete aldrig. Jeg ville aldrig gøre sådan noget«.

Uddraget er blot en af mange eksplosive anekdoter fra Andersons liv, der snart når ud til hele verden.

Anderson medvirkede i de første to sæsoner af sitcommen ‘Home Improvement’, der blev den mest sete serie i USA. Hun forlod siden serien for at fokusere på ‘Baywatch’.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af