Pamela Anderson har netop annonceret en ny dokumentar om sit liv, der udkommer på Netflix. Den »intime« og »definitive« film vil ifølge Anderson fortælle den »rigtige historie« om hendes liv.
Filmen har været årevis undervejs og er nu blevet købt af Netflix i kølvandet på Disney+-serien ‘Pam & Tommy‘, der er lavet uden Andersons samtykke og involvering.
På Instagram skriver Anderson: »Mit liv. Tusindvis af ufuldkommenheder. En million misforståelser. Modbydelig, vild og fortabt. Intet at leve op til. Jeg kan kun overraske jer. Ikke et offer, men en overlever. Og i live til at fortælle den rigtige historie«.
Filmen har endnu ikke fået en titel, men vi ved, at den skal instrueres af Emmy-nominerede Ryan White, der har stået bag film og serier som ‘The Case Against 8’ og ‘The Keepers’.
Den aktuelle fiktionsserie ‘Pam & Tommy’ om Pamela Andersons forhold og sexbånd med musikeren Tommy Lee har mødt kritik for at kaste sin hovedperson under bussen trods gode intentioner.
Andersons ven Courtney Love harcelerede blandt andet mod foretagendet sidste år, hvor hun beskyldte serien for at re-traumatisere Anderson.
Anderson blev angiveligt kontaktet af produktionen, så de kunne få hendes velsignelse, men ifølge seriens instruktør vendte hun aldrig tilbage. En kilde udtalte blandt andet til Entertainment Tonight, at det var smertefuldt for Anderson og hendes nærmeste at få revet op i historien igen.