KOMMENTAR. Hvor går grænsen, når fiktion skildrer virkelige, levende menneskers privatliv?
Mennesker, som ikke ønsker at bakke op om projektet?
Miniserien ’Pam & Tommy’ på Disney+ opruller begivenhederne omkring lækket af ’Baywatch’-ikonet Pamela Anderson og Mötley Crue-trommeslageren Tommy Lees sexbånd i 1996. Den er skabt af Robert Siegel (‘The Wrestler’) og delvist instrueret af Craig Gillespie, som også stod bag Oscar-nominerede ’I, Tonya’ om skøjteprinsessen Tonya Hardings virkelig liv (Margot Robbie strålede i titelrollen).
Og der er dømt skarp mediekritik og -satire i skildringen af, hvordan offentlighedens misogyne pornoficering af Pamela som lidet andet end et stykke nøgent kød skød stjernens karriere i sænk – alt imens Tommy Lee mestendels blev komplimenteret for sin imponerende svabers evne til at styre en motorbåd.
Klæbrigt aftryk
Det er et nobelt ærinde, Siegel og Gillespie er på, og et på papiret vigtigt indspark i de seneres års kulturelle hudfletning af, hvordan mediernes forskruede kvindesyn i 90’ernes og 00’erne – lige fra slibrige talkshows til etablerede nyhedspublikationer – dyrkede ublu slut shaming og paparazziskud op under kjolerne som kommercielle selling points i »dækningen« af alle fra Lindsay Lohan til Britney Spears.
Dokumentaren ‘Framing Britney Spears’ fra sidste år var en øjenåbner i forhold til at forstå det massive, ødelæggende aftryk, tendensen satte på, hvad vi læsere og seere i årevis accepterede som normalen i medielandskabet.
Hvis vi da ikke selv fnes med, når Paris Hilton blev fotograferet halvt besvimet af druk, eller Justin Timberlake tog pis på, hvordan han tog Britneys mødom.
Det var et aftryk, der var med til at enable 4chan-sumpens appetit på stjålne nøgenbilleder af Jennifer Lawrence med flere, og som fortsat giver ekko i SoMe-samfundet i dag, hvor kvindelige kendte – Hollywood-stjerner såvel som politikere – i langt højere grad end deres mandlige modstykker lægger ryg til seksualiseret spot og spe.
Ikke desto mindre efterlader ’Pam & Tommy’ en besynderlig smag i munden, når seriens hovedperson Pamela Andersen ikke selv har sagt god for udlægningen.
Ifølge Siegel i et interview med Entertainment Weekly blev Anderson kontaktet, men vendte ikke tilbage på henvendelserne:
»Vi ville meget gerne lade Pamela Anderson vide, at det her portræt på alle måder er en positiv ting, at vi holder meget af hende, og at serien elsker hende. Vi fik ikke noget svar«.
Andersons veninde, Courtney Love, rettede til gengæld sidste år en rasende kritik mod foretagendet i et siden-slettet opslag på Facebook, hvori hun beskyldte serien for at re-traumatisere kvinden i centrum og kaldte den »so fucking outrageous«.
Tommys thumbs up
Og hvad så med Tommy Lee, som i 1998 blev idømt seks måneders fængsel for hustruvold mod Anderson?
Han gav ‘Pam & Tommy’ sin velsignelse allerede før premieren (den voldelige adfærd fylder rundt regnet halvanden minuts råben og en enkelt rulletekstsætning i finaleafsnittet):
»Historien er faktisk cool. Det, der skete dengang, var ikke cool, men Sebastian (Stan, som spiller Tommy, red.) har fortalt mig, at den er ret vild. Jeg har det, som om det er en evighed siden. Men det er en cool historie, og folk har brug for at kende til den. Det er cool. Jeg er begejstret«, udtalte musikeren til Entertainment Tonight sidste år.
Efter at have set alle otte afsnit af ’Pam & Tommy’ er jeg imidlertid tilbøjelig til at tilslutte mig Loves bekymring frem for Tommys tilfredshed.
For hvordan kan man foregive at servere Pamela Anderson genoprejsning ved at opfinde en fiktiv version af stjernen skræddersyet til seriens eget narrativ?
Jeg er ikke i tvivl om, at Siegel og Gillespie har gjort et hav af hjemmearbejde forud for produktionen, ligesom Lily James også har brugt måneder på at leve sig ind i rollen (den fysiske lighed er decideret forbløffende).
Men det ændrer ikke ved, at ’Pam & Tommy’s Pamela tegnes op med fede, klichefyldte streger som en tuttenuttet, uskyldsren babydoll, der i Marilyn Monroe-stil fnise-hvisker sig igennem sætninger og græder salte tårer i hjemmet, fordi hun aldrig bliver en »rigtig« skuespiller, som Deborah Kerr i favoritfilmen ’The King and I’ fra 1956.
Penisdialogerne
Jeg kender selvsagt ikke Pamela Anderson privat.
Men det gør ’Pam & Tommy’ heller ikke, og portrættet af hende fremstår sovset ind i bagmændenes maskuline, infantaliserende frelserkompleks krydret med akkurat lige så savlende objektivisering af hendes nøgne krop som paparazzierne, der jagtede hende i 90’erne, og de tusindvis af mennesker verden over, der ufortrødent gokkede den af til hendes private bryllupsvideo.
På den ene side skal vi forarges over, hvordan stakkels Pamela får sine replikker skåret ned på ’Baywatch’-settet, samtidig med at stylisterne trykker badedragtens bagstykke ind mellem balderne på hende.
På den anden skal vi slå os på lårene over, hvor vild sex hun og Tommy har i adskillige, lange nøgenscener, der kamerakæler for attributterne, skruer op for orgasmestønnene og lader Sebastian Stan udforske nye sider af talentet i en længere dialog med sin penis.
Det er en skæv balance, skønt mange vil argumentere for, at man ikke kan skabe en serie omkring et sexbånd uden at highlighte, hvorfor der overhovedet var interesse for parret på det.
Det er klart.
Men så står vi ved spørgsmålet om, hvorvidt man så i virkeligheden skal lave en fiktionsserie uden Andersons medvirken i kulissen?
Hvis virkelighedens Pam i disse dage føler sig udnyttet på ny, kan man dårligt bebrejde hende.
Instruktør på gyngende grund
Craig Gillespie har før befundet sig på gyngende moralsk grund, da han i ’I, Tonya’ spandt den biografiske fortælling som en »redemption story«, til trods for at Tonyas involvering i overfaldet på kollegaen Nancy Kerrigan – en af de største skandaler i amerikansk sport i 90’erne – ingenlunde er modbevist.
Ligesom i ’Pam & Tommy’ ville Gillespie vise, hvordan ’kontroversielle’ kvinder redeligt kastes under bussen af folkedomstolen for det billige grins skyld (og en vis schadenfreude). Igen ærværdigt, men også paradoksalt problematisk, når fakta tweakes af Gillespies personlige punchline.
Lily James og Margot Robbie i ’I, Tonya’ er begge fremragende skuespillere, men i James’ tilfælde er præstationen mestendels baseret på gætterier, kvalificerede eller ej, når det kommer til analysen af Andersons psyke og traume.
Og når serien dedikerer et helt afsnit til en rent fiktiv sekvens af tårevædede Pamela, der ydmyges på det groveste ved at skulle se sexbåndet igennem foran et rum af advokater, er vi ude i grov manipulation – i 2015 fortalte Pamela Anderson til værten Andy Cohen på ’Watch What Happens Live’, at hun aldrig har set båndet.
’Pam & Tommy’ har alle intentioner om at gøre et stærkt indtryk på ældre såvel som yngre generationer, der har brug for at blive mindet om, hvordan medierne kan sætte tonen for tidsånden.
Bare ærgerligt, at serien i sidste ende selv knalder sin egen hovedperson for at slå moralen fast.
‘Pam & Tommy’ kan ses på Disney+, hvor der kommer et nyt afsnit hver uge.