’Welcome to Chippendales’: Saftig stripperserie kommer ikke under huden på sine karakterer
Jeg vil lige indlede med en advarsel.
Når først du kaster dig over ’Welcome to Chippendales’, vil det krible i fingrene efter at fyre op for googlemaskinen, for der ligger nemlig en enormt spændende og dyster skabelseshistorie bag Chippendales. Men hold nallerne væk!
Alt, du har brug for at vide, inden du går i gang, er følgende: Chippendale blev i 1979 grundlagt af den indisk-fødte Somen Banerjee. Med hjælp fra den Emmy-vindende koreograf Nick De Noia skabte Banerjee ikke bare en enormt populær stripklub for kvinder, han skabte en hel underholdningsindustri.
Men når man er på toppen, er der, som bekendt, langt til bunden. Og ’Welcome to Chippendales’ er historien om det verdensomspændende stripshow-fænomens succes – og frem for alt prisen på den succes.
Serien er baseret på en biografi om Banerjee, men et spoilerfrygtsomt klogt hoved har et sted i processen fravalgt at overføre forlæggets titel, som jeg heller ikke vil afsløre her, da det i sig selv er for stor en afsløring af, hvad man har i vente, hvis man følger seriens otte afsnit til dørs.
Med det sagt må jeg nok erkende, at ’Welcome to Chippendales’ med al sandsynlighed fungerer bedre som fagbog eller måske dokumentar end en baseret-på-en-sand-historie-serie på Disney+. For i de formater kan de ægte og utrolige begivenheder bære eller briste baseret alene på, hvor medrivende fortællingen er. Vi behøver ikke sympatisere med Charles Manson for at føle en vis dragende fascination af Manson Family-mordene.
Men lige så snart der bliver lagt et fiktivt filter over historien, er det af afgørende betydning, om seeren til en vis grad kan sætte sig ind i hovedet på hovedpersonen. Og i ’Welcome to Chippendales’ er det desværre svært.
Kumail Nanjiani er ikke dårlig som entreprenøren Somen (Steve) Banerjee, men hans firkantede og meget påtagede skuespil – der bevidst forsøger at efterligne den stolte og stædige Banerjees fish-out-water-gestik – bliver aldrig rigtigt opvejet af et godt manus, som ellers burde være et lovkrav, når man behandler en så kontroversiel person.
Selv når Banerjee er i modvind, kommer man aldrig langt nok ind under huden på ham til rigtigt at føle med ham. Og det er virkelig en skam (og på en måde noget af en bedrift), for man kan lige ane konturerne af en interessant og dybt problematisk personlighed, særligt i hans hykleriske og selvmodsigende forhold til racisme.
Men serien har alt for travlt med at springe i tiden for at nå frem til den saftige historie (en skræmmende del af første afsnit består stort set bare af montager) og hviler slet ikke nok i sine karakterer. Selv Nick De Noia får ikke den kærlige behandling, han fortjener, på trods af at han bliver spillet af den fremragende Murray Bartlett fra ’The White Lotus’ og ’Looking’.
Til gengæld er det altså en saftig historie. Dramaet bag Chippendale-succesen er absolut en serie værd – havde den blot været båret frem af lidt mere kompetente hænder. I sidste ende er der et underskud af omsorg, selvsikkerhed og tålmodighed, noget som den beslægtede (om end markant mindre dramatisk) ’Carmen Curlers’ i langt højere grad kommer i mål med.
Heldigvis kan man altid bare læne sig tilbage og nyde de svært underholdende dansesekvenser, mens man genovervejer det der Fitness World-abonnement, der måske har været sat i bero i lidt for lang tid.
Kort sagt:
’Welcome to Chippendales’ bygger på en enormt medrivende historie, hvilket desværre også er seriens akilleshæl. Fortællingen marcherer hen mod de saftige vendepunkter, og der bliver slet ikke brugt nok tid på at komme ind under huden på hovedkaraktererne.
Anmeldt på baggrund af de første fem afsnit.