Kalenderen skrev kun januar, da flere internationale medier begyndte at udråbe Celine Songs debutfilm ‘Past Lives’ til en af årets bedste.
Filmen havde premiere på den prestigiøse Sundance-festival i USA i starten af året, hvor den blev universelt anerkendt. Og nu er den rørende trailer til filmen om tabt kærlighed landet.
’Russian Doll’-skuespiller Greta Lee har hovedrollen som den ambitiøse Nora, der bliver genforenet med barndomsvennen Hae Sung (Teo Yoo). De to knyttede et tæt bånd i Sydkorea, dengang Nora hed Na Young, før hun flyttede med sin familie til Nordamerika og venskabet blev brudt.
Da de endelig mødes 24 år senere (efter et fejlslagent kontaktforsøg på Facebook 12 år tidligere) er Nora om ikke lykkeligt, så tilfredsstillende gift med den amerikanske mand Arthur. Der er dog en tilsyneladende ubrydelig forbindelse mellem Nora og Hae Sung, som de bliver nødt til at tage alvorligt.
‘Past Lives’ er siden Sundance-premieren blevet udtaget til hovedkonkurrencen ved den igangværende Berlinale. Det siger noget om filmens niveau, at den får lov at konkurrere ved hele to A-festivaler.
Internationalt distribueres filmen af det anerkendte indieselskab A24, der har ført film som ‘Moonlight’ til Oscar-succes. ‘Past Lives’ er Celine Songs debutfilm efter en succesfuld karriere som dramatiker.
Det er endnu uvist, om filmen får dansk premiere.