Levende svampe? Svampeinficerede levende døde? Svampezombier?
Hvis man først er hoppet med på tv-vognen af den populære spil-adaptation, er det svært at vide, hvad man skal kalde ulækre og farverige skabninger, hovedkaraktererne Ellie og Joel for alt i verden skal undgå at blive bidt af.
En af varianterne har vi lært hedder «clickers«, men ellers kan det være svært at finde rundt i betegnelserne, der ellers er et fuldt udviklet inficeringsforløb i spillets univers.
Men hvis man skal tro beretningerne fra tv-seriens produktion, skal man for alt i verden ikke kalde dem for zombier. Det skriver Indiewire.
Der var nemlig en form for forbud mod at bruge »z-ordet«, da de indspillede serien, fortæller fotograf Eben Bolter, der har filmet en stor del af seriens afsnit. Heriblandt det hyldede ‘Long Long Time’s tåreperser og senest det chokerende afsnit fem.
»Vi havde ikke lov til at sige z-ordet på settet. Det var som et bandlyst ord. De var de inficerede. Vi var ikke en zombieserie«.
Det fortæller Bolter i et interview i The Credits-formatet hos den amerikanske Motion Pictures Association.
For selvom mange tekniske elementer ved ‘The Last of Us’ forbinder serien til zombiegenren, var det ikke skaberne Craig Mazin og Neil Druckmanns hovedprojekt, hvilket var afgørende i produktionen – de inficerede er ikke det centrale.
»Selvfølgelig er der spændingsopbygning og jump scares, men serien handler i virkeligheden om vores karakterer. De inficerede er en forhindring, de bliver nødt til at håndtere«, udtalte Bolter.
Han understregede dog i stedet alt det ved HBO-hittet, der går i mod zombieforventnignerne:
»Der er mange ting, ‘The Last of Us’ ikke er. Det er ikke en kliché-zombiefilm, den er ikke fyldt med Hollywood-belysning hvor alles nærbilleder er perfekte. Det er en verden af organisk filmisk naturalisme (…)«.