(Spoiler alert for ’The Last of Us’ afsnit 1-5)
Undergangsromancen mellem Bill & Frank i ’The Last of Us’ afsnit 3 blev hyldet som få andre serieafsnit i nyere tid, men der var også dem, som mente, at der skete for lidt, og at det stak for langt væk fra hovedhistorien (og spillet).
I det lys må afsnit fem, ’Endure and Survive’, være skabt til at forene os alle, romantikerne og de actionhungrende, spilfanatikerne og de uindviede.
For hold da fast en omgang.
Som en uindviet, der ikke kendte historien i forvejen, pressede det foregående afsnit, episode 4, mig ud på kanten af udmattelse over endnu engang at skulle lære nye karakterer at kende. Jeg havde svært ved at hidse mig op over Melanie Lynskeys hævngerrige Kathleen og hendes stålsatte jagt på en mand ved navn Henry. Skulle vi lige holde fokus på Joel, Ellie og hendes onkel-jokes, hva!
Men i afsnit 5 gik alle seriens facetter op i en højere enhed: det tålmodige karakterportræt, den eksplosive kamp mod zombier og den nådesløse skildring af, hvilken verdensorden svampeapokalypsen har efterladt.
Man balancerer på en farlig sti mod det forudsigelige, når alle de fremmede, Joel og Ellie møder på deres færd, skal reflektere nye aspekter i hovedpersonerne og deres forhold, før de ender deres liv med tragisk efterklang.
Men ligesom det fornemt skildrede forhold mellem Bill og Frank var der så meget nærvær og så mange interessante dimensioner i flygtningen Henry og hans stumme lillebror Sam, at det aldrig føltes skematisk.
Henry-figuren kastede et spejl over Joels flossede moral og inkarnerede grundetiske spørgsmål, som er blevet diskuteret i århundreder. Kan man forsvare en ond handling, hvis formålet var godt?
Med kollaboratøren Henry var det svært ikke at komme til at tænke på diskussioner om danske stikkere under Anden Verdenskrig – og likvideringen af dem efterfølgende. Kan de tilgives? Forstås? Eller fortjener de bare den hårdeste dom, som her eksekveret af Kathleen uden nåde.
Joel har også gjort ting i sin fortid, han ikke er stolt af, og han har stadig svært ved at overbevise sig selv om, at den moralske handling har en plads i hans univers. Rigtigt og forkert er vitterligt mudret i en verden, hvor levende døde med svampehoveder er efter en.
At se Ellie få en ven varmede i kroppen, og desto mere chokerende var det at være vidne til, at denne ven fik blæst knoppen af, 20 minutter efter de havde spillet fodbold sammen i det forladte legerum. Sam var infected, ja, men det er ikke ofte på film eller tv, at vi ser børn blive dræbt råt for usødet, som vi gjorde her.
Resultatet var chokerende – og tematisk slående. Forrige uge demonstrerede Bill og Frank meningsfuldheden i at yde omsorg og kærlighed selv i en håbløs verden. I denne uge demonstrerede Henry og Sam, hvor hurtigt kærligheden kan blive revet væk under én igen. Hvor hurtigt hjerteløsheden igen kan blive den vigtigste overlevelsesdrift.
Og både Henry og Kathleens forfærdelige skæbne viste, at den inkarnerede kamp for noget, som Joel har forsøgt at undgå i årevis, ikke nødvendigvis er en sti mod lykken (eller bare overlevelse).
Det ville de fleste blive mere kyniske af at overvære, og Ellie virker da til sidst også resigneret, immun ikke blot over for zombiebid, men over for flere tragedier i hendes nærhed.
Inden da var der spænding for alle pengene, da Kathleen og hendes oprørs-milits strammede grebet om vores hovedpersoner, før seriens hidtil største zombie-fight brød uventet løs.
Inklusive en vanvittigt freaky svampeboss – var han Dave Bautista, før han blev bidt?? – der tronede op af dybet og rev hovedet af stakkels maskingeværviftende Perry, som var det en tomat vrikket af sin stilk.
Med Joel som sniper på taget, en clicker med færden af Ellie og Sam og Henry fanget under en bil levede afsnittet op til alt det, mange vil forvente af en zombieserie.
Det var som at gå på kunstmuseum og se en actionfilm på samme tid og indtil videre topmålet af, hvad Craig Mazin og Neil Druckmann er i stand til at levere med ’The Last of Us’.
’The Last of Us’ kan ses på HBO Max.