Derfor er det mest roste ’The Last of Us’-afsnit også det mest fanhadede

’The Last of Us’-episoden ’Long Long Time’ blev i sidste uge en øjeblikkelig serieklassiker og har domineret seriediskursen på internettet lige siden. Men det er også det afsnit med de dårligste fanvurderinger. Hvad skyldes det?
Derfor er det mest roste ’The Last of Us’-afsnit også det mest fanhadede
'The Last of Us' afsnit tre. (Foto: HBO Max)

(Artiklen indeholder spoilers for ’The Last of Us’ afsnit tre)

Zombieserien ’The Last of Us’ trækker for tiden millioner af seere og begejstrede anmeldelser til HBO Max hver uge. Og afsnit tre, ’Long Long Time’, trak overskrifter på et niveau som ingen af de andre episoder.

Afsnittet bragte Soundvenues Mathilde Johanne Kristiansen til tårer, og i internationale medier er det tilsvarende blevet mødt med en hel hær af rosende omtale.

Episoden tog en afstikker fra hovedfortællingen om Joel og Ellies færd gennem det postapokalyptiske, svampezombieinficerede landskab for at fortælle historien om Bill og Frank, to meget forskellige mænd, der finder kærlighed, omsorg og mening med livet hos hinanden i en håbløs situation.

‘The Last of Us’. (Foto: HBO Max)

Den slags bottle episodes i anerkendte serier genererer ofte stor opmærksomhed og ikke mindst mange think pieces i medierne, men ’Long Long Time’ var alligevel et ekstraordinært tilfælde – det var for alvor med til at besegle indtrykket af, at ’The Last of Us’ var mere end en gedigen spilfilmatisering. Det var kunst i egen ret.

Men hvis man kaster et blik mod de store internationale sider for brugeranmeldelser, er billedet et helt, helt andet. Her virker det, som om afsnit tre er et lavpunkt i serien.

På IMDb dykker scoren fra 9,2 (på en skala til 10) til begge de to første episoder til 7,9 på tredje. Og på Metacritic falder vurderingen fra 8,6 og 8,5 til afsnit 1 og 2 til 5,0 på afsnit tre.

Review-bombing

Og hvad skyldes det så?

Årsagen kan selvfølgelig for nogles vedkommende være, at afsnittet var en markant afvigelse, dels fra spillet og dels fra den hovedhistorie, man de første to afsnit har investeret sig i. Den har alle seere, og måske særligt fans af spillet, ikke lige været med på. Og for dem, der kommer efter action og zombiedrab i bedste ’Walking Dead’-stil, var det nok en noget lavmælt affære.

Men der er næppe nogen tvivl om, at vi samtidig er vidne til endnu et tilfælde af en grim tendens fra de senere års populærkultur, nemlig review bombing, altså det fænomen, at fangrupperinger stimler sammen for at smæde et værk til med en byge af bundkarakterer på de store brugeranmeldelsessites.

De seneste år har metoden været flittigt brugt af antiwoke-fløjen, når de har følt, at film eller serier blev for politisk korrekte i forhold til køn, hudfarve eller seksualitet. Blandt andet ’Ms. Marvel’, ’She-Hulk: Attorney at Law’ og ’Ringenes herre: Magtringene’ har tidligere været ramt.

‘The Last of Us’. (Foto: HBO Max)

På Metacritic står det da også klart, at meget af den negative omtale udspringer af det homoseksuelle forhold mellem Bill og Frank. Mange brugere brokker sig over en såkaldt woke agenda, og nogle melder endda rent ud, at de er blevet narret til at se en »homo-serie«. »Too much disgusting LGBT propaganda«, som en bruger skriver.

Kommentarerne findes også på IMDb, men her bliver de hurtigere slettet.

Det interessante er, at ’The Last of Us’ med sin historie om postapokalyptisk overlevelse formentlig har haft godt fat i antiwoke-fløjen, som måske derfor har set et endnu større svigt i, at også denne serie – i deres øjne – forfaldt til woke-tendenserne.

30 procent skal være sure

Der er selvfølgelig også dem, der bare ikke kan se lyset i det intime afsnit. Den legendariske ’Taxi Driver’-manuskriptforfatter og instruktør Paul Schrader har skrevet sådan her i en Facebook-opdatering:

»THE LAST OF US. ’Du er nødt til at se det her’, sagde en ven. ’Men’, svarede jeg, ’det er en zombieserie’. ’Ja’, svarede de, ’men det er virkelig godt’. Så jeg så det. Og sikkert nok. 35 minutter inde i episode 1 vralter zombier rundt i gaderne. Så jeg slukkede. ’Men du er nødt til at se episode tre,’ returnerede min ven. Så det gjorde jeg. Det var en super pladderromantisk homo-bro-aktiv-dødshjælps-melo (i det mindste var der ingen zombier). Hvad er det, jeg ikke ser?«

Måske en smuk og rørende fortælling om at finde mening, kærlighed og værdighed, mens verden går under, hr. Schrader.

Neil Druckmann, skaber af spillet og co-skaber på serien, fremhæver i et interview med The Hollywood Reporter, hvordan Bill og Joels historier spejler hinanden.

»Alle forholdene i historien reflekterer på en eller anden måde tilbage på Joel og Ellie, fordi alt handler om dem. Så det her handler om at få Joel til at mærke faren ved, hvad der kan ske med din partner. Det er på det her tidspunkt i spillet, at Joel rigtigt beslutter sig for, at han er nødt til at tage sig af den her pige, og det samme sker her«, siger han.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Co-skaber Craig Mazin tilføjer, at kærlighed er et centralt tema i fortællingen.

»Nick (Offerman, der spiller Bill, red.) lavede sådan et smukt stykke arbejde ved at spille en mand, der bliver slået åben af kærlighed. Hvilket er, hvad der sker med flere karakterer i serien, og nogle reagerer med skønhed, og nogle reagerer med vold«.

Holdet bag serien synes dog heldigvis at have været forberedt på, at det kan give afslag, når man tager en chance og afgiver fra originalmaterialet.

Nick Offerman siger i et interview med GamesRadar+, at han ikke laver kunst for at gøre alle tilfredse.

»Der er et fedt Bertolt Brecht-citat, som jeg vil parafrasere klodset, men det er lidt a la ‘hvis du ikke gør 30 procent af dit publikum sure, så er det ikke kunst’. Så jeg mener, enhver der laver noget ligesom det her, kommer til at tage det originale materiale og justere det. I det her tilfælde er skaberen (Neil Druckman, red.) også en af dem, der står for filmatiseringen, så, du ved, man kan ikke få meget bedre credit end det«.

Afsnit tre har da også trods alt fået flere positive end negative vurderinger. 54,5 procent af brugerne på IMDb har givet afsnittet 10 ud af 10. Afsnit tre har trukket 27,9 procent bundbedømmelser på 1 ud af 10.

Det passer jo meget godt med 30 procent.

’The Last of Us’ kan ses på HBO Max.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af