Evangeline Lilly krummer tæer over sin gennembrudsrolle i ’Lost’

Evangeline Lilly krummer tæer over sin gennembrudsrolle i ’Lost’
Evangeline Lilly i 'Lost' (Foto: PR)

’Ant-Man and The Wasp: Quantumania’-stjernen Evangeline Lilly kan stadig ikke se sin gennembrudspræstation i hitserien ’Lost’ uden at krumme tæer.

Det fortæller hun til podcasten Happy Sad Confused.

»Vi havde ’Lost’-fester, hvor castet ville se serien sammen, og når det var en Kate-centreret episode, ville jeg have lyst til at krybe sammen i et hul og dø, fordi jeg vidste, jeg var så dårlig. Og stadig den dag i dag står jeg fast på, at jeg kan se de første par sæsoner og krumme tæer, fordi jeg ikke er særlig god«, fortæller hun åbent.

Den 43-årige Lilly er kommet langt, siden hun slog igennem som Kate Austen i overlevelsesserien i 2004.

Efter et par sæsoner med stejl læringskurve mærkede skuespilleren selv forbedringer:

»Jeg har det, som om sæson tre var et vendepunkt, hvor jeg gik fra ‘panik, find ud af det, improviser, føl dig vej, følg din mavefornemmelse’ til ‘jeg hader det her, jeg har ikke lyst til at gøre det her, få mig væk herfra’ til ‘når jeg nu er her, kan jeg ikke komme fri, og jeg kommer til at blive her ­– jeg burde lære det.’ Og det var i sæson tre, og jeg begyndte faktisk at lære håndværket«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Selvom Lilly var uerfaren som skuespiller, da hun begyndte på ’Lost’, var hun autentisk i sine rollevalg.

I podcasten fortæller hun, at hun sagde nej til store roller, allerede fra hun arbejdede på første sæson af serien, da hun blev tilbudt rollen som Wonder Woman i et DC-projekt:

»Det tiltalte mig ikke, og der var ikke noget omkring mødet, der ligesom fik mig i stødet eller fik mig til at tænke: ‘Jeg er nødt til at gøre det her’. Intet klikkede. Intet føltes godt. Jeg er alt for autentisk til mit eget bedste«.

Senere i karrieren afviste hun endnu et tilbud om at blive superhelt, selvom det var selveste Wolverine (Hugh Jackman), der foreslog det.

»Jeg var sådan: ‘Nej. Det interesserer mig ikke’«, siger hun i podcasten og fortsætter: »Jeg var sådan: ‘Jeg føler mig som sådan en røv, for jeg snakker med en X-Men! Den X-Men!’ Og jeg siger til ham: ‘Nej. det er ikke tiltalende’. Hvad?! Jeg følte mig så uhøflig!«.

Selvom hun ikke fortryder sit valg, er hun overrasket over sin mangel på diplomati, og hun siger, at hun var »for ung til at være høflig«.

Lilly endte dog med at sige ja til at spille superhelten The Wasp, som er aktuel i den nyeste Ant-Man-film, ’Ant-Man and The Wasp: Quantumania’, som kan ses i biograferne nu.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af