Elizabeth Olsen spiller den virkelige kvinde Candy Montgomery, der slog sin elskers kone ihjel med 41 økseslag, i traileren til den true crime-inspirerede HBO Max-serie ’Love and Death’.
Ifølge Indiewire udløste det ramaskrig iblandt beboerne i Collin County, Texas, da Montgomery i 1980 blev frikendt for mord, efter forsvaret sagde, at hun agerede i selvforsvar.
I første glimt fra den ventede serie ser vi Candy indlede en affære med Betty Gores mand Allan, der i serien bliver spillet af Jesse Plemons (‘Power of the Dog’) efter ikke at finde tilfredsstillelse i livet som hjemmegående husmor.
Montgomerys version af historien er, at Gore opdagede affæren og angreb hende med den økse, som hun selv endte med at blive ramt af 41 gange.
Selvforsvar og ægteskabelig utilfredshed eller ej, så ser Elizabeth Olsens øjne ikke helt uskyldige ud i den nye trailer.
Skaberen af ’Big Little Lies’ og ‘The Undoing’, David E. Kelley, har skabt ‘Love and Death’ på baggrund af bogen ’Evidence of Love: A True Story of Passion and Death in the Suburbs’ af journalisterne John Bloom og Jim Atkinson, der fortalte historien om den virkelige sag.
’Homeland’ og ’Mad Men’-episodeinstruktøren Lesli Linka Glatter instruerer serien.
‘Love and Death’ har premiere på HBO Max den 17. april.