Anmeldelse: Ingen, absolut ingen, kom til skade ved Oscar-showet 2023
Ingen kom til skade.
Den boks satte Jimmy Kimmel kryds ved, da han forlod scenen i Dolby Theatre.
Efter et show, der trods syvfoldig storsejr til en af Oscar-historiens mest vanvittige vinderfilm havde et komisk ambitionsniveau som bobleplast. En gennemført forudsigelig ramme om fremskridtet, der var Fedtmule-forsonlig som vært Jimmy Kimmels skæve underspillede smil.
Trods historiske sejre til ’Everything Everywhere All At Once’s Michelle Yeoh og The Daniels, der viste, at tidsånden er klar til andet og mere end mainstream-firkantede melodramaer, var der nærmest ikke et eneste indslag med noget på spil.
Med undtagelse af en Oscar-snub af Angela Bassett og ’The Banshees of Inisherin’s miniæsel Jennys korte, men muligvis traumatiske, optræden på scenen var der ikke noget i årets prisuddeling, der kunne provokere særlig mange andre end Marvel-fans og dyrenes beskyttelse.
Fra start stod det klart, at biografernes redning Tom Cruise var missing in action på den røde løber, der symptomatisk var blevet farvet beige.
Spændingen steg kort, da jægerfly krydsede himlen i åbningsskuddet før aftenens vært indtog scenen. Alene.
Kimmel fik dog sat habilt gang i festlighederne på sin karakteristisk tørre facon med zingers om alt fra det kontroversielle slankemiddel Ozempic til Nicole Kidmans memeficerede biografreklame. Før Netflix’ krigsrædsler gik hjem med fire priser, var Oscar svøbt i stemningen af vendingen: Intet nyt fra Vestfronten.
Sidste års skandale kom hurtigt på bordet, og showets bedste jokes handlede ironisk nok alle om Will Smith. Med lidt for meget sandhed, da det i midtersumpen af tekniske priser lød, at »det her tidspunkt i showet får dig til at savne lussingen lidt?«.
Heldigvis gik det også i flæsket på tårekanalerne fra start. Allerede før Ke Huy Quan tog imod prisen for bedste mandlige birolle, var presenter Ariana Debose på rørende vis selv grådkvalt over at få lov at annoncere ham.
Det tog ikke vægtigheden af talerne, at de fleste af pointerne gik igen fra resten af ’EEAAO’s award season-triumf. Man kunne på bevægende vis mærke Brendan Frasers deciderede chok over at vinde, selvom det ikke overraskede os andre. Michelle Yeoh skrev historie som den første kvindelige hovedrollevinder med asiatisk baggrund. Men med bookmaker-sejre fra start til slut stod det klart, at den showmæssige originalitet var på et minimum.
Oscars havde meget at bevise oven på seerflugt og skandale, men innovationen var sært nok blevet hjemme sammen med biografoplevelsens hædrede frelsere James Cameron og Tom Cruise. »De to fyre der insisterede på, at vi gik i biografen, kom ikke herind i aften«, lød den selvmedlidende Kimmel-joke, der opsummerede filmbranchens paradoksale krise.
At ungdomsforbilleder fra Malala til Florence Pugh og Paul Mescal var i publikum, mærkede man ikke meget til. Rihanna optrådte smukt, men brød ikke rigtigt lydmuren. Lady Gagas teenage-dirtbag-rendering af ’Top Gun’s ’Hold My Hand’ var mærkværdigt undervældende.
I det visuelt flotteste musikindslag med David Byrne og Stephanie Hsu befandt tonearten sig desværre i en anden ende af multiverset.
Det var kun i sejrene til ’Everything Everywhere All At Once’, at man kunne mærke den generationskløft, Hollywood er ved at gå op i limningen over på den gode måde.
For Oscar-showet 2023 rettede muligvis op på mange af fortidens uretfærdigheder med comeback som den helt store overskrift. Men det ville være en overdrivelse at sige, at prisuddelingen selv lykkedes med et.
I det mindste var der ingen, der kom til skade.