Oscar-showets seks ægte WTF-momenter – med Tom Cruises fravær og nattens dummeste spørgsmål

Flere øjeblikke ved nattens Oscar-show fik tæerne til at krympe sig ude i stuerne.
Oscar-showets seks ægte WTF-momenter – med Tom Cruises fravær og nattens dummeste spørgsmål
Elizabeth Banks med sin 'Cocaine Bear' ved Oscar-showet. (Foto: Kevin Winter/Getty Images)

1. Hugh Grants håbløse rød løber-interview

Blandt de mange store smil og høflige svar på overgearede spørgsmål under ABC’s transmission fra den røde løber skilte Hugh Grant sig mildest talt ud.

Hvem glæder du dig til at se? Det ved jeg ikke. Hvad har du på? Min smoking. Hvordan var det at lave ’Glass Onion: A Knives Out Mystery’? Jeg er næsten ikke med.

Til sidst opgav intervieweren Ashley Graham, og Hugh Grant forlod åstedet med himmelvendte øjne i et klassisk Hugh Grant-udtryk. Endnu et eksempel på, at den britiske stjerne har en del til fælles med de sarkastiske roller, han har spillet gennem karrieren.

Heldigvis kom en hyperbegejstret Ke Huy Quan på lige bagefter og genoprettede stemningen. Og senere, i selve showet, indtog Hugh Grant scenen som presenter med ’Fire bryllupper og en begravelse’-kollega Andie McDowell, hvor han trods alt så en tand mere engageret ud. Og kaldte sig selv »basically a scrotum«.

Tom Cruise i ‘Top Gun: Maverick’ (Foto: United International Pictures)

2. Hvor er Tom Cruise!?

I ugerne op til Oscar-showet havde Steven Spielberg med flere travlt med at kalde Tom Cruise for Hollywoods redningsmand, fordi stjernen nægtede at lade ’Top Gun: Maverick’ komme ud på en streamingtjeneste under coronapandemien, men insisterede på at vente, til en ordentlig biopremiere igen blev mulig.

Så der var lagt i ovnen til, at Cruise skulle side på første parket i Dolby Theatre og sole sig i rampelyset. Men ak. Der var ingen Tom Cruise i sigte, undtagen i åbningen, hvor Jimmy Kimmel var Cruises frygtsomme makker i jagerflyet, før værten landede i Dolby Theatre med faldskærm.

Ville Cruise undgå eventuelt akavede Scientology-jokes?

Var han fornærmet over ikke at være nomineret for sin skuespilpræstation?

Var han bange for at støde ind i ekskonen Nicole Kidman?

Eller, som den officielle forklaring lyder, kunne han bare ikke slippe væk fra de igangværende optagelser af de næste ’Mission: Impossible’-film?

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. Jimmy Kimmel spørger Nobel-prisvinder om Harry Styles’ spyt

I anden halvdel af showet havde Jimmy Kimmel et lille segment, hvor han stillede nogle af berømthederne i salen spørgsmål fra almindelige mennesker (yeah right).

Her blev Nobel-prisvinder Malala, der var i salen som producer af den dokumentarkortfilmnominerede ’Stranger at the Gate’, spurgt af Kimmel, hvad hun som nobelprisvindende forkæmper for fred tænkte om, at Harry Styles spyttede på Chris Pine ved verdenspremieren på ’Don’t Worry Darling’ i Venedig.

Den joke var Malala ikke super meget med på: »Jeg vil tale om fred«, svarede hun kort og godt. Hvilket Kimmel hyldede hende for, mens hans spørgsmålssegment langsomt styrtede i grus.

Will Smith slår Chris Rock under Oscar-showet sidste år. (Foto: Neilson Barnard/Getty Images)

4. Forbudt at vise Will Smith-lussing

Det var uundgåeligt: Will Smiths famøse lussing fra sidste Oscar-show fandt selvfølgelig vej til årets udgave i Jimmy Kimmels åbningsmonolog, ligesom det var et af de store samtaleemner i hele optakten til den store aften.

Men ellers var det tydeligt, at Oscar-akademiet gjorde alt for, at lussingen ikke skulle overskygge det nye show. Faktisk gik de så langt i deres bestræbelse, at de havde forbudt de udenlandske tv-stationer med rettigheder til showet at vise klippet af slap gate. Det kunne TV 2’s værter fortælle i optaktsstudiet, da de talte om skandalen.

5. Kimmel har et æsel på scenen

Som en lille hilsen til ’The Banshees of Inisherin’ havde Jimmy Kimmel æslet Jenny med på scenen, som efter sigende spiller æselet i Martin McDonaghs film.

Kimmel tilbød »emotional donkey support«, men det altoverskyggende spørgsmål er selvfølgelig: Dyremishandling eller et øjeblik, dyret aldrig vil glemme?

Det så i hvert fald så trist ud, æslet, at det bare venter på at blive et meme over vores alle sammens gradvise udmattelse over årets show.

6. Og Elizabeth Banks har sin kokainbjørn med

Der var i det hele taget et stærkt dyretema under aftenens show. Elizabeth Banks skulle præsentere prisen for bedste visuelle effekter, og fordi hun for nylig har instrueret filmen ’Cocaine Bear’, havde hun en bjørn med på scenen. Eller i hvert fald en mand (på kokain?) i et bjørnekostume.

Det var forfriskende med en presenter, der rent faktisk rystede posen lidt, men sjovt var det måske … ikke sådan rigtigt.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af