Da det blev offenliggjort, at Selena Gomez indtog positionen som Instagrams mest fulgte kvinde, kunne man næsten ikke gå på TikTok uden at blive bombarderet med videoer om drama mellem hende og Hailey Bieber.
Hailey er ond og mobber Selena, Selena er bedre, Justin burde gå tilbage til Selena. Det er nogenlunde diskursen kort forklaret i sagen, der udspiller sig i en dedikeret TikTok-konspiration omkring mange forvirrende fan-analyser af Instagram-stories.
Selvom hun befinder sig på toppen af karrieren og listen over flest Instagram-følgere, hjemsøges Selena Gomez således stadig af et forhold, som sluttede for en hel del år siden.
Folk glemmer helt, hvor meget den 30-årige stjerne selv er og har opnået på sine svimlende 23 år i branchen. På skærmen, scenen, bag kameraet og i mediernes søgelys.
Vi gennemgår fortællingen om Gomez og ser på 10 definerende nedslag i hendes liv, der har formet den superstjerne, hun er i dag.
1. Voksede op på et tv-set
Gomez startede sin skuespilkarriere som blot syvårig, da hun gik til casting på ’Barney & Friends’ og scorede en rolle i den populære børneserie. Hun er mere eller mindre vokset op på film- og tv-set, og selvom hun kortvarigt gik på en rigtig skole, er hun hovedsageligt blevet hjemmeundervist.
Sideløbende med ’Barney’, havde hun andre småroller og spillede blandt andet ‘Water Park Girl’ i den geniale ’Spykids 3-D: Game Over’. Hun dukkede også op på Disney Channel for første gang som gæstestjerne i ’The Suite Life of Zack & Cody’, som mere eller mindre alle Disney-stjernerne har været forbi på et tidspunkt.
Denne rolle blev en form for rite of passage, som blev starten på de definerende Disney-dage for Gomez …
2. Disney Channels største latina-stjerne
Som 15-årig fik Gomez sit helt store gennembrud, da hun dukkede op i rollen som Alex Russo i Disney-succesen ’Wizards of Waverly Place’, hvor hun også sang temasangen.
Serien kørte, til hun var 19 år gammel, og hun brugte således de fleste af sine teenageår i kløerne på Disney. At være teenager er svært nok i forvejen, men Gomez og alle de andre Disney-teenagere var nødt til at forsøge at finde sig selv, samtidig med at de var de perfekte små repræsentanter for det ‘rene’ Disney-brand.
Den repræsentation, som Gomez (hvis far har mexicansk baggrund) bragte til den ellers ret så hvide tv-skærm, må absolut heller ikke underkendes.
‘Wizards of Waverly Place’ var en af de første serier på Disney med en hovedrolle, der var latina. Det var sågar gennem denne rolle, at Gomez selv blev opmærksom på vigtigheden af repræsentation og på at være den rollemodel, hun selv ville ønske, hun kunne have spejlet sig i som barn, hvilket hun har fortalt Haper’s Bazaar.
3. Squeaky clean-image slår sprækker
Som kun 16-årig valgte Gomez at satse endnu mere på musikken, skrev kontrakt med Hollywood Records og dannede bandet Selena Gomez & The Scene.
’Wizards of Waverly Place’ var stadig i fuld gang, og Gomez havde også småroller og andre projekter, men bandet fandt stadig tid til at optage og udgive de to albums ’Kiss & Tell’ og ’A Year Without Rain’. Første album blev promoveret på Disney Channel, og hendes squeaky clean-image var relativt intakt.
Da sidste sæson af ’Wizards’ gik i luften, udgav bandet sit tredje og sidste album, ’When the Sun Goes Down’. Albummet var en del mindre Disney, og det var tydeligt, at Gomez havde et ønske om at portrættere sig selv som en mere moden artist. Sprækkerne i det perfekte image blev således flere og flere, og hun begyndte langsomt at finde sin egen stemme.
Det var også, mens Gomez arbejdede på Disney-serien og påbegyndte sin musikkarriere, at forholdet med Justin Bieber begyndte.
4. Jelena: Fandrøm og tabloidmareridt
Selvom jeg med denne artikel jo faktisk vil fremhæve, præcis hvor meget Selena Gomez ikke bare er et produkt af sit forhold med Justin Bieber, har det alligevel spillet en stor rolle i hendes liv og offentlighedens billede af hende, så det er svært at komme udenom.
Da Gomez og Bieber blev spottet sammen for første gang i 2010, var Bieber-feveren på sit højeste og ’Wizards of Waverly Place’ et af de største shows på Disney Channel. Fans af begge var besatte, og det samme var pressen, der fulgte dem overalt.
Det unge powercouple dokumenterede også selv en hel af deres forhold på de sociale medier. Alt fra kærlige Instagram-billeder og tweets til shady kommentarer, når de var uvenner, var offentligt materiale. Et modigt valg, i forhold til hvor meget det gik op og ned – og de endte da også med at slå ret offentligt op i 2012, det første af mange flere break-ups.
5. Forhadt ’Spring Breakers’-filmrolle
Et breakup med Bieber var ikke den eneste store ting, der i 2012 skete for Gomez, som i disse år også brugte meget energi på at frigøre sig selv endnu mere fra rollen som den pæne pige. Det store chok kom, da hun medvirkede i enfant terrible-instruktør Harmony Korines (’Kids’) girls gone wild-film ’Spring Breakers’ sammen Vanessa Hudgens fra ’High School Musical’.
Forældre verden over var forargede over at se Gomez (og til dels Hudgens, som dog aldrig har haft helt samme rene image) omgivet af alkohol, sex, stoffer – og James Franco som slibrig alfons.
Hvordan kunne den søde Disney-pige dog være med i sådan en film?
Det var bestemt ikke uden tvivl og usikkerheder, at Gomez medvirkede, men det viste sig dog at være et klogt valg.
Med sin rolle i ’Spring Breakers’ sendte hun nemlig et klart signal til hele verden om, at hun ikke længere var et barn på Disney Channel. Hun var klar til at blive taget alvorligt.
6. Sex-sange, diagnoser og det sidste Bieber-breakup
Året efter gik Gomez solo med sin musik. Hendes debutalbum ’Stars Dance’ udkom i 2013 med ’Come & Get It’ som hovedsingle, og som titlen antyder, var det tiltagende mere raunchy emner og sprog, som fik plads i superstjernens musik.
Hun drog på turn´e kort tid efter udgivelsen, men måtte aflyse i Asien og Australien. Senere har hun afsløret, at det var her, hun blev diagnosticeret med den autoimmune sygdom lupus og skulle have kemoterapi.
Der skete meget for Gomez i årene omkring diagnosen. Hun fyrede sine managers – sin mor og stedfar – og skiftede pladeselskab.
Hendes andet soloalbum ’Revival’ udkom i 2015, og hun havde roller i flere film som blandt andet den skæve ’The Fundamentals of Caring’. Hun tog endnu en gang på tour, men måtte igen aflyse en del af den på grund af sygdommen og udfordringer med sit mentale helbred.
Først en del år efter – i 2018 – udgav hun sit tredje album ’Rare’, som mange har dømt til at være hendes bedste og ærligste.
Alt imens gik forholdet med Bieber op og ned. De var sammen, så var de ikke, så var de måske, så var de, så var de slet ikke, så var de lidt igen, og så var de slet, slet ikke. Deres sidste breakup skulle efter sigende have fundet sted i 2018, og året efter blev Bieber gift med Hailey (Baldwin) Bieber.
Det var – og er fortsat – svært for Jelena-supporters at give slip på drømmen om parret, og det er de bestemt ikke bange for at give udtryk for på diverse sociale medier.
7. Selvkærlighed og et svært, svært sind
Der er ingen tvivl om, at Gomez har lidt både under og efter sit forhold til Bieber, men det er ikke noget, hun er begejstret for at snakke om. Hun vil derimod hellere fokusere på at tale om mentalt helbred og psykiske problemer, som ligger hende meget nært.
I dokumentaren ’Selena Gomez: My Mind & Me’ fra 2022 blev vi for alvor inviteret ind i hendes hjerne og fik et klarere billede af de kampe, hun på daglig basis udkæmper med sit sind.
Dokumentaren blev filmet mellem 2016 og 2020 og starter lige omkring ‘Revival’-touren, som dog kun varer kort tid, inden hun bliver indlagt på et psykiatrisk hospital og får diagnosen bipolar. Hun får også en nyretransplantation som følge af lupus-sygdommen, og gennem dokumentaren ser vi hende forsøge at kæmpe sig tilbage til et nogenlunde ‘normalt’ liv – for hende altså.
8. Flittig succesproducer, seriedarling og … corona -kok
På trods af sin kamp med både sit fysiske og psykiske helbred arbejder Gomez meget.
I 2017 vendte hun tilbage til at arbejde med tv og trådte i karakter over for et Hollywood, der måske har haft tendens til at undervurdere hende, som producer af Netflix-hittet ’13 Reasons Why’ og dokumentarserien ’Living Undocumented’ om ulovlige immigrantfamilier i USA.
Hendes skuespilkarriere fortsatte også med succes, og kulminationen af de to passioner kom, da Gomez i 2021 var med i og producerede den anmelderroste og Emmy-vindende ’Only Murders in the Building’. Et seriehit, der solidt etablerede hende som en dygtig producer og seriøs skuespiller en gang for alle.
Et andet projekt, Gomez søsatte, var noget mere overraskende.
Da hele verden lukkede ned i 2020, var folk desperate efter noget, de kunne få tiden til at gå med. Jeg bagte bananbrød og lærte at hækle, Selena Gomez besluttede sig for at få en række dygtige kokke til at lære hende at lave mad i ’Selena + Chef’ på HBO Max.
Gomez’ kæmpe fanbase er altid desperate efter at føle sig tættere på hende, og ’Selena + Chef’ er en god mulighed. At se med, når Gomez i sit eget køkken tuller rundt med sin familie og venner og ivrigt forsøger at lære af de store kokke, er mærkeligt intimt og et interessant glimt ind i en verden, hvor superstjerner er helt ligesom os – de laver nemlig også mad og keder sig under nedlukningen.
9. Verdensmester i followers (der ikke kan give slip)
Et andet sted, Gomez’ fans kan føle sig tættere på superstjernen, er på de sociale medier. Med sin kæmpe fanbase har hun formået at skrabe 401 millioner følgere på Instagram sammen og er dermed den mest fulgte kvinde på det sociale medie.
Hendes forhold til de sociale medier er dog tilsyneladende ret ambivalent, for selvom det giver god mulighed for at connecte med fans, er det tydeligt at den konstante feedback fra hele verden ikke gør noget godt for Gomez’ i forvejen skrantende mentale helbred.
Fortællingen om dramaet mellem Gomez og 2 x Bieber har fyldt enormt meget på især TikTok, og selvom størstedelen af videoerne og kommentarerne er Team Selena, endte de med at være så generende for hende, at hun i februar 2023 valgte at holde en pause fra det populære medie for en stund. »(…) this is a little silly and I’m 30. I’m too old for this«, sagde superstjernen om beslutningen. Og det kan man ikke bebrejde hende.
@msa.edits.s Its so obvious 😂😭 #fyp #foryoupage #celebritydrama #justinbieber #selenagomez #haileybieber #foryou #viral #basketball ♬ original sound – audios
Hun har en vanvittigt loyal fanbase, som er vokset op med hende. De var teenagere på samme tid, og nu er de unge voksne sammen. De har set hende fejle og sejre og er vanvittigt involverede i hendes følelsesliv – som de også fik fuldstændig adgang til i ’My Mind & Me’.
De gør alt for at beskytte hendes ære, men får i forsøget fastholdt hende i en rolle som »the scorned woman«. På trods af sin lange karriere og alt det, hun har opnået, bliver hun reduceret til at være en del af en form for realityshow på TikTok og får aldrig helt lov til at komme videre.
10 . Slip Selena fri!
Sårbarhed og ærlighed vil nok altid være Gomez’ store styrke, og det er svært at forestille sig, at hun ikke vil fortsætte med at have fokus på mentalt helbred og aftabuisering af dette sideløbende og i kombination med sin karriere som musiker, skuespiller og producer.
Men forhåbentlig får hun endelig lov til at vriste sig fri fra dramaet med sin ekskæreste og hans nye kone. For hun er faktisk spændende nok i sig selv.