Popmusik har naturligvis altid været leveringsdygtig i den slags universelle kærlighedssange, hvor hjerte bare rimer på smerte. Dog er det først i løbet af de seneste par år, at den ellers notorisk kommercielle genre succesfuldt har fået indlemmet noget af den følelsesmæssige autenticitet, som rockmusikkens mange grene ellers historisk har haft monopol på.
Det er således nærmest blevet en grundpræmis for nutidens popkunstnere at dele ud af deres sammensatte indre følelsesliv gennem musikken, hvilket nok især skyldes et voksende ønske fra publikums side om at se sig selv spejlet i idolernes depression, mindreværd eller angst. Det er hårde tider, vi lever i, og hvor popstjerner tidligere blev fremstillet som polerede og uopnåelige idealer, skal de nu i stedet agere følelsesfyrtårne, hvis lys trænger igennem præstationssamfundets mange facader.
Se bare hvordan Billie Eilish besang alt fra klimakrise til ungdomsangst på debutalbummet ’When We All Fall Asleep, Where Do We Go?’, der sidenhen har skabt enorme følelsesfællesskaber i en fortvivlet generation, som ellers havde ringe håb for fremtiden. Eller hvordan den unge alternative popstjerne Clairo skaber et inklusivt rum, hvor hendes empatiske tekster italesætter queerness og selvmordstanker på debutalbummet ’Immunity’.
Selena Gomez’ nyligt udgivne album ’Rare’ udgør det seneste i rækken af terapeutiske popværker fra bare det seneste år, som blandt mange andre også tæller Ariana Grandes ’Thank U, Next’, Charli XCX’ ’Charli’ og danske Jadas ’I Cry a Lot’ – eller ’Rare’ er i hvert fald det seneste forsøg på et af den slags album, som sigter mod at vende indre sårbarhed til styrke.
Et forsøg, der desværre ikke når i mål, fordi albummet ofte virker følelsesforladt, trods en tydelig ambition om at være lige nøjagtig det modsatte.
Følelsesmæssig kapital
Man kan efterhånden ikke læse et interview med en given popstjerne, uden at ordet angst eller depression nævnes. Billedet af den lidende kunstner er selvsagt ligeså gammelt som kunsten selv, men i dag har det nærmest udviklet sig til en brandingmetode, hvor de tunge følelser udgør en form for kapital, der kan veksles til kunstnerisk autenticitet i poplandskabet.
Dermed ikke sagt, at poppens følelser ikke kan være oprigtige af den grund. Man må bare ikke glemme, at de også er en del af en bevægelse eller trend, som det lige nu er yderst favorabelt at være en del af – også på et rendyrket mainstreamniveau, hvor sange som Tones and I’s ’Dance Monkey’ og Ava Max’ ’So Am I’ er gode eksempler på de mere kalkulerede følelser, som handler om, at man ikke vil passe ind i de kategorier, man paradoksalt nok efterlever i sin musik.
Men i modsætning til disse eksempler kan der dog næppe herske nogen tvivl om, at Selena Gomez er rig på denne eftertragtede følelsesmæssige kapital. De seneste fire år har været præget af utallige nedslående helbredsproblemer såvel mentalt som kropsligt for den 27-årige sanger – for ikke at glemme et langstrakt og heftigt medieovervåget breakup fra nygifte Justin Bieber.
På den baggrund var det altså nærliggende at forestille sig – og måske ligefrem håbe på – at Gomez havde opsparet et hårdtslående arsenal af følelsesladede mavepustere på ’Rare’. Men den rørende sårbarhed dukker kun op i sjældne glimt af afdæmpet viljestyrke, med førstesinglen ’Lose You To Love Me’ som det klart bedste eksempel på den styrke, der findes i at anerkende de mange nedture og samtidig insistere på at bevæge sig videre som en bedre version af sig selv.
Gomez har aldrig været den store sanger, og det er da heller ikke fordi, jeg forlanger, at hun næste gang skal begive sig ud i et album fyldt med svulstige ballader og teatralsk melodrama for at skære følelserne ud i pap. Følsomhed handler ikke nødvendigvis om at svælge i sin elendighed eller skråle sine frustrationer ud gennem et presset vokalregister, og det er således ikke kun powersangere som Ariana Grande eller Lady Gaga, der har monopol på de store følelsesudladninger.
Less is more – eller det kan det i hvert fald være, og minimalistisk emopop med hjemsøgende vokaler a la Billie Eilishs ’When the Party’s Over’ er for længst blevet den nye repræsentant for angst og depression i popmusikken. Her passer Selena Gomez’ underspillede, hviskende vokal sådan set perfekt ind, men den skal bakkes op af en virkelig varieret produktion, som giver modspil til den til tider monotone levering. Og den skal kombineres med tekster, der ikke distancerer sig fra følelserne gennem letkøbte metaforer og forceret coolness, hvis den ikke skal virke ensidig og for følelseskold.
Følsomhed er ikke en selvfølge
Men måske er der faktisk en forståelig forklaring på, hvorfor ’Lose You To Love Me’ skiller sig ud som følelsesmæssigt højdepunkt på ’Rare’. Det er simpelthen endnu for hårdt for Gomez at udlevere sig selv og sine inderste tanker i samme grad som Ariana Grande eksempelvis gjorde det på ’Thank U, Next’.
»Vulnerable ain’t easy«, synger hun selv på ’Dance Again’, og på den måde bekræfter hun, at sårbarheden ikke nødvendigvis kommer af sig selv, selv om man måske nok har masser af hårde oplevelser i rygsækken.
Så selv om den følelsesladede popmusik længe har været en kendsgerning, må vi aldrig reducere den til en umiddelbar selvfølge, bare fordi vi for længst har vænnet os til den – eller måske nærmest forventer den. For bag musikkens mange følelser står jo rent faktisk en række selvudleverende musikere, der deler ud af personlige fortællinger, som vi som lyttere og fans ikke må tage for givet. Man kan jo blot prøve at lege med tanken om selv at invitere hele verden med til et fiktivt psykologbesøg – bestemt ikke et betryggende scenarie.
Selena Gomez’ ’Rare’ bliver på den måde en kærkommen påmindelse om, at det ikke nødvendigvis er nemt eller naturligt for de store popstjerner at åbne op for følelsessluserne og bearbejde deres nedture foran hele verden. Og det er jo sådan set forståeligt nok, især hvis man har været igennem den rutsjebane af sygdom og breakups, der har udgjort Gomez’ liv de seneste fire år.
Ikke desto mindre er god musik jo ikke altid det, der er nemmest at lave, og med ’Lose You To Love Me’ beviste Gomez netop, at hun er i stand til at formidle de hårde følelser på virkelig smuk og minimalistisk vis – hvis bare hun tør lade os komme tæt nok på. Lad os håbe, hun finder modet med tiden.