Det fik internettet til at eksplodere, da Selena Gomez for nylig poserede på et Instagram-billede sammen med ekskæresten Justin Biebers kone Hailey Bieber.
For siden den tidligere Disney Channel-stjerne og teenidolet gik fra hinanden, har der ikke hersket nogen tvivl om, at Selena Gomez ikke havde det godt. Måske endda så dårligt, at det var for overvældende for hende at kanalisere smerten helt ud i sin musik.
Selvom spørgsmålene omkring hendes berømte breakup stadig kan sætte ild til de sociale medier, har Selena Gomez i den grad været åben om de ting, der gør ondt.
Især hendes kamp med sine psykiske problemer, der er udgangspunktet for historien i dokumentaren ‘Selena Gomez: My Mind & Me’.
Her inviterer hun næsten martyrisk hele verden ind sine diagnoser, indlæggelser og selvmordstanker. Hun vil fortælle om det meste, men viger uden om det famøse brud.
Og selvom hun allerede har gjort forarbejde længe for at aftabuisere problemerne, er det stadig chokerende at se hendes sammenbrud og dets følger ske for åben skærm.
Mentalt helbred i hovedrollen
‘My Mind & Me’ følger i fodsporene på lignende dokumentariske closeups af Billie Eilish og Taylor Swift, som del af den unge generation af stjerner, som fortæller mere bramfrit om stjernetilværelsens mørke og siger fra over for mediernes udlægning af deres krop, privatliv og image.
Men hvor forgængerne passer bedre ind i stjernedokumentarens tradition for have de kunstneriske præstationer i front, bliver Selena Gomez’ karriere som sanger og skuespiller ikke promoveret særlig meget.
Selvom vi er med på turné, promotur og musikvideoindspilning, er det kun et bagtæppe for smerten. Hverken hendes producerarbejde med serien ‘13 Reasons Why’ eller hendes skuespil-comeback i ‘Only Murders in the Building’ er med. Hun mere end antyder endda, at hun måske hellere ville være fuldtidsfilantrop.
Det er vitterligt hendes psyke og mentale helbred, der er filmens hovedperson.
På den måde tager Selena Gomez det endelige skridt i sin stjernefortælling, hvor hendes mentale helbred er en ufravigelig følgesvend.
Instruktør Alex Keshishian var oprindeligt hyret til at følge Selena Gomez i forbindelse med hendes ‘Revival’-tour i 2016, som blev aflyst efter 55 optrædener. Den da 23-årige stjernes endte i stedet med at blive indlagt på et psykiatrisk hospital, få en nyretransplantation i forbindelse med sin kroniske sygdom lupus og blive diagnosticeret med bipolar lidelse.
Derfor er ‘My Mind & Me’ en fragmenteret fortælling, der starter ét sted, lukker ned under hendes indlæggelser og så vender tilbage for at stykke de svære livsbegivenheder sammen til en form for vej ud af smerten.
Den popstjernetilværelse, vi får serveret i ‘My Mind & Me’, er deprimerende. Den gemmer sig under dynen på mørke hotelværelser, ligger apatisk på et taxabagsæde og er ved at gå op i limningen over blanke promointerview, hvor fremmede stiller hende nærgående spørgsmål uden at lytte til hendes ærlige svar.
Blot et par minutter inde i dokumentaren hører vi stjernens stemme fortælle, at alt, hvad hun har opnået og drømt om, har slået hende ihjel. »For der er altid Selena«, siger hun om den stjerneoverflade, tabloidmedierne flokkes om, som nærmest bliver fremlagt som en kvælende hånd om hendes egen menneskelighed.
Der går kun seks minutter af filmen, før tårerne triller ned af Selena Gomez’ kinder for første gang, da hun i et totalsammenbrud lader os se, præcis hvordan det ser ud, når en stjernes tvivl, utryghed og dårlige selvværd er lige så omfangsrige, som de stadions hun optræder i.
Man mærker larmen fra paparazzier, der skriger »Are you depressed?«, hver gang hun tager et skridt ude i offentligheden.
Berømmelse er et livstraume
‘Selena Gomez: My Mind & Me’ lader os næsten komme lidt for tæt på stjernens ambivalente forhold til sin egen succes.
For selvom man stadig tydeligt mærker den charme, der har gjort hende verdensberømt, er det meste af den Selena Gomez, man ser i dokumentaren, halvt slukket.
Filmen har alle de rigtige intentioner. Men den betydelige mængde spilletid, den bruger på velgørenhedsoptrædener og Gomez’ passionerede tur til Kenya, hvor hun sponsorerer et meningsfuldt undervisningsinitiativ, udstiller stjernens kamp for at holde sit eget liv ud.
Det er både prisværdigt og absurd, da stjernen på turen taler med en ung kenyansk kvinde, der ligesom hende selv har haft selvmordstanker.
I sidste ende cementerer den, at Selena Gomez’ historie mere er et symptom på problemet end løsningen på det.
Hun siger gentagne gange sætningen »jeg har arbejdet, siden jeg var syv«, og det virker, som om hun godt ved, at den tidlige start bandt en gordisk knude, hun aldrig kan løsne. Og så er der ikke noget at sige til, at berømmelsen bliver traumatiserende i længden.
Men det, der er både frustrerende og stærkt ved dokumentaren om Selena Gomez er, at den ulig ‘Framing Britney’ ikke skarpt placerer skyld.
Selvom dokumentaren tegner Selena Gomez som en sympatisk fighterfigur, giver hovedpersonen selv klart udtryk for, at hun er den eneste, der kan tage ansvar for sin lykke.
En klassisk terapeutisk erkendelse, der understreger, hvorfor ‘My Mind & Me’ er både vigtig og uden forløsning. Vi er vant til, at superstjernerne muligvis deler deres problemer, men samtidig altid formår at iscenesætte de personlige eller professionelle nedture som dramatiske vendepunkter, der kan besejres endegyldigt.
Selvom Selena Gomez er kommet ud på den anden side, virker hun afklaret om, at kampen nok aldrig slutter – den er fast inventer i kendistilværelsen.
Hun har fortjent ros for al den sårbarhed, hun bringer til bordet i ‘My Mind & Me’. Men hvis man skal tro det billede af stjernen, dokumentaren tegner, vil hun måske have ondt for evigt.
‘Selena Gomez: My Mind & Me’ kan ses på Apple TV+.