J.K. Rowlings fald fra tinderne som feministisk ikon er omdrejningspunktet i den aktuelle podcast ‘The Witch Trials of J.K. Rowling’, der er blevet heftigt kritiseret for at tage den kontroversielle forfatters parti, da hun er førsteperson-fortæller i samtlige afsnit.
Femte del af podcasten er netop landet med titlen ‘The Tweets’, hvor Rowlings kontroversielle udtalelser på Twitter er omdrejningspunkt. Hendes tweets har fået hende karakteriseret som en såkaldt TERF –et negativt udtryk for en transekskluderende radikal feminist, hvis feminisme insisterer på biologisk kønsopfattelse.
I løbet af podcasten har Rowling flere gange understreget, at de holdninger som kaldes transfobiske, udsprang fra dyb »bekymring« over samfundets udvikling.
I 2019 tweetede Rowling første gang sin støtte til den britiske forsker Maya Forstater, der sagsøgte sin arbejdsplads (et center for økonomisk ligestilling) for diskrimination (og tabte) efter hendes kontrakt som konsulent ikke blev fornyet. Afskedigelsen mente Forstater udsprang fra, at hendes kollegaer klagede over hendes udtalelser på Twitter om transpersoner, der blev fundet transfobiske.
Rowling fortæller, at hun godt vidste, at hendes opbakning til Forstaters sag og holdninger til transpersoner ville gøre hende upopulær:
»Jeg vidste absolut, at hvis jeg sagde noget, så ville mange folk der havde elsket mine bøger blive dybt utilfredse med mig«, siger hun i seneste afsnit og fortsætter:
»Jeg har været bange for min egen sikkerhed og min families sikkerhed i overvældende grad. Tiden vil vise, hvorvidt jeg er forkert på den. Jeg kan kun sige, at jeg har tænkt dybdegående over det grundigt og længe, og jeg har lyttet, det lover jeg, til den anden side«.
Forfatteren understreger dog, at hun står ved sine holdninger og finder den bevægelse, der kritiserer hende farlig:
»Jeg tror absolut på, at der er noget farligt ved denne her bevægelse, og det må udfordres«.
Derudover har hun et grundlæggende problem med sine modstanderes kønsopfattelse.
»Jeg står ved hvert ord, som jeg skrev der, men spørgsmålet er, hvad sandheden er? Jeg argumenterer imod mennesker, der bogstaveligt talt siger, at det biologisk køn (det engelske sex, red.) er en konstruktion«.
Mens store dele af Harry Potter-franchisen har taget afstand fra hende – heriblandt filmseriens stjerner Emma Watson, Daniel Radcliffe og Rupert Grint – holder forfatteren dog fat i, at der stadig er masser af fans, der er enige med hende og delte deres opbakning med hende.
»Tonsvis af Potter-fans var stadig med mig. Og faktisk var tonsvis af Potter-fans taknemmelige for, hvad jeg sagde«.
‘The Witch Trials of J.K. Rowling’ har Megan Phelps-Roper som vært, der er kendt for at have forladt den ekstremistiske homofobiske kristne kirke Westboro Baptist Church. Podcasten er produceret af The Free Press, der ledes af tidligere New York Times-redaktør Bari Weiss, som er udtalt kritiker af woke-synspunkter.