Den nye podcast ‘The Witch Trials of J.K. Rowling’ fortæller en virkelig god historie. Så god at man hurtigt tænker, at der mangler noget.
Vinklen er skarp.
I 2023 er J.K. Rowling forhadt for sine kommentarer om transpersoner. Men vidste du, at det ikke er første gang, Harry Potter-forfatteren er blevet cancelled med bål og brand?
I sluthalvfemserne da de første bøger udkom, var det ikke den yderste venstrefløj, der bekæmpede hende, men tværtimod fundamentalistiske kristne på den amerikanske højrefløj, der fandt populariseringen af magi djævelsk og farlig.
Tænk engang, at to så forskellige politiske projekter bekriger den samme sag på to forskellige tidspunkter i historien. Wow – hvordan kan det mon være, spørger podcasten.
Mere præcist er det værten Megan Phelps-Roper, der spørger med et udgangspunkt, som egentlig er både unikt og relevant. Hun er opdraget i den kontroversielle Westboro Baptist Church, der er kendt som ophavssted for vendingen »God hates fags«, men forlod kirken efter at være blevet omvendt på Twitter af en mand, hun senere giftede sig med.
På den måde er ‘The Witch Trials’ i udgangspunktet spændende. Sagen er i den grad én, man gerne vil forstå og have nuanceret. Rent teknisk og dramatisk er podcasten også velfortalt og underholdende. Det helt store scoop er nemlig, at J.K. Rowling giver sit første store interview efter sine problematiske udtalelser.
Men selvom det kan være fornøjeligt at lulle sig med af forfatterens gribende personlige beretning, der bliver fremlagt med spændende tematiske paralleller til Harry Potter som litterært univers, skal man ikke ridse meget i lakken, før problemerne står i kø.
Anti-woke afsendere
Først og fremmest er der de synspunkter, som fik Rowling i uføre til at starte med. Og den ekstremt lille rolle, de spiller knap halvejs inde i podcastserien.
Det er en kompliceret historie, der udspringer fra en Twitter-tråd, der trods forfatterens senere forsøg på nuancering meget godt opsummerer den holdning, som har vakt bekymring hos Rowlings læsere – især dem fra LGBTQ-miljøet.
Tilbage i 2020 harcellerede Rowling på Twitter over udtrykket »personer der menstruerer« og argumenterede senere for, at anerkendelsen af eksempelvis transkvinder var undergravende for oplevelserne for dem, der er født som kvinder. En insisteren på en biologisk kønsopfattelse, der har fået mange til at kalde hende en TERF, hvilket står for transekskluderende radikal feminist.
Det andet, der får alarmklokkerne til at ringe, er afsenderplatformen The Free Press.
Et reaktionært medie grundlagt af den tidligere New York Times-profil Bari Weiss, efter hun forlod sin stilling som debatredaktør.
Weiss er udtalt modstander af politisk korrekthed, hovedpersonen i adskillige shitstorms og beskriver The Free Press‘ mission på en måde, der er to minutter i Trump: »Et nyt mediefirma bygget på de idealer, der engang var fundamentet for amerikansk journalistik«.
Podcastens producer Andy Mills er også et af Times’ sorte får med flere fejltrin i bagagen, men først og fremmest blev hans prisvindende podcast ‘Caliphate’, produceret for The New York Times, trukket tilbage for at være journalistisk uredelig.
Problematisk synsvinkel
Derudover begår podcasten grim saglighedsharakiri fra første afsnit.
For med undtagelse af en kort montage fra Rowlings kritikere i transspørgmålet, er det hendes synspunkt, der får lov til at farve fortællingen hele vejen igennem.
Indtil videre er der tre ud af syv afsnit ude. I størstedelen af dem er det J.K. Rowling, der har ordet. Hendes synsvinkel styrer fortællingen, selv når det handler om andre ting. Internet, fankultur, bøgernes betydning for LGBTQ-læsere, og hvordan Tumblr nærmest alene gjorde ungdommen genderqueer.
Med det sagt er det gribende at høre forfatteren fortælle om de personlige tragedier, hun gennemgik, lige inden hendes forfatterkarriere eksploderede.
Hendes voldelige forhold har forståeligt mærket hende for livet. På samme måde er det også interessant, når afsnit to udlægger 90’ernes kristne kulturkrig , som en hel generation af Harry Potter-fans formentlig er for unge til at kunne huske (mig selv inklusive).
Men rent etisk kan den slags mikrofonholderi kun til nøds undskyldes, hvis man har at gøre med en underbelyst og udsat kilde, der taler imod en større magthaver.
Rowling vs. en af verdens mest udsatte minoriteter er ikke David mod Goliath.
Djævlen vs. døden
Selvom Rowling muligvis var offeret, da hendes bøger blev bandlyst i 90’erne, er det på ingen måde sammenligneligt med situationen i 2023.
Dengang var det et klassisk censurspørgsmål, hvor indholdet af hendes børnebøger blev lagt for had på grund af deres indhold, som clashede med en bestemt konservativ kulturopfattelse.
Den hetz, forfatteren gennemgår i dag, skyldes faktiske politiske holdninger, hun selv frivilligt har fremsat gentagne gange.
At sammenligne de konsekvenser, modbevægelserne på hver deres side af årtusindeskiftet kæmper i mod, er desuden dybt uværdigt.
De kristne konservative frygtede, at troldmandsfortællingen ville sende deres børn i helvede. En del af transpersonerne og deres støtters kamp er baseret på frygt for, at Rowlings kommentarer kan anspore til en meget virkelig stigning i volden mod en minoritet, der allerede er overrepræsenteret i tragiske statistikker.
Der er ingen tvivl om, at hendes nutidige kritikere også har taget ekstreme midler i brug. Der er også en kulturkrig i gang i dag. Den parallel har podcasten gennemskuet med sin interessante og vigtige idé. Men kønskritikken bliver ikke hverken nuanceret eller udfordret og dermed ikke taget seriøst.
Rowlings kendisværdi og personlige traumer bliver i stedet brugt som fluepapir til at høste lyttere, mens sagens kerne bliver udskudt i et meget forstående tonefald fra Phelps-Roper. Det lyder altid, som om hun taler med et offer.
Som lytter er man i sidste ende ekstremt dårligt stillet i kampen mod at lade sig tvangsfodre med en upålidelig kildes udlægning af sagen.
Hvis skyld er det?
‘The Witch Trials of J.K. Rowling’ sidder på en gudsbenådet historie med gudsbenådet adgang til refleksion over et emne, der vitterligt skriger på nuancer.
I starten plasker den rundt i et varmt badekar af tro på samtalens kraft og et ønske om at forstå kulturkrigere på begge sider af årtusindeskiftet.
»Hvordan ser menneskerne i disse konflikter på, hvad der foregik? Hvad er Rowlings forståelse af hende selv og hendes kritikere – i fortiden, fremtiden og vice versa? Hvorfor har hun valgt denne sag at dø for? Og hvordan har samtalen fornedret sig så omfattende, at det ikke virker muligt overhovedet at have en konstruktiv samtale?«.
Alt det spørger vært Megan Phelps-Roper om i podcastens missionstale, som man også kan læse i skriftlig form.
Men samtalen forbliver ekstremt ensidig. Den foregår nemlig i de første tre timer kun med Rowling og kilder, der indirekte styrker hendes sag. Hver gang dialogvandet bliver koldt, pisser podcasten gladeligt i det.
Kan det nå at vende?
På et tidspunkt i afsnit tre er der endelig antydningen af et kritisk spørgsmål.
Efter et tilbageblik dedikeret til dengang Rowling var et forbillede og feministisk ikon ved hendes tale for Harvard-dimmitender i 2008:
»På nuværende tidspunkt er det svært at forestille sig, at du overhovedet ville være velkommen på Harvard, eller at du ville få den slags reaktion fra det publikum«. Hvad har ændret sig, spørger værten?
Er det Rowling eller resten af verden?
Klip til reklamepause, hvor man kan købe gode gammeldags frimærker med rabatkoden »witchtrials«.
Afsnittets resterende 40 minutter bliver brugt på en cancel culture-skabelsesberetning, som overpædagogisk forklarer, hvordan internettet delte verden op i Tumblr og 4Chan. Folk, der identificerede sig som skyer, og folk med nazisthumor med hver deres fjendebilleder og ekstreme metoder.
Retssagen er muligvis ikke slut endnu, men noget siger mig, at ‘The Witch Trials of J.K. Rowling’ har valgt side.
De tre første afsnit af ‘The Witch Trials of J.K. Rowling’ kan høres på diverse podcastplatforme.