Det har ikke været en nem lancering for det længe ventede ‘Hogwarts Legacy’.
Harry Potter-rollespillet har været ramt af den ene kontrovers efter den anden, hvor J.K. Rowlings transfobiske Twitter-udtalelser og angiveligt antisemitiske billeder i det magiske univers har stjålet overskrifter.
Netop antisemitisme er nu atter centrum for en konflikt, efter fans har fået adgang til spillet i denne uge, skriver Daily Dot.
Problemet drejer sig denne gang om spillets nisser, som Harry Potter-universet og Rowling tidligere har mødt modstand for, da de ifølge kritikerne skildres som antisemitiske karikaturer med store næser og en grådig forkærlighed for penge.
Dette går angiveligt igen i ‘Hogwarts Legacy’, og nu indikerer brugere på platforme som Twitter og Reddit, at en genstand i spillet er en reference til virkelighedens jødedom og religionens historie.
Det sker med billeder fra flere fans af en såkaldt shofar, et vædderhorn der bruges som musikinstrument til den jødiske nytårsfest og ikke mindst Israels uafhængighedsdag.
Selvom selve hornet vækker interesse i sig selv, er det især én detalje, som har fået folk til at reagere, da spillets tekst om hornet nævner, at det blev brugt til nissernes oprør i 1612.
Selvsamme årstal står som en milepæl for forfølgelsen af jøder, da dette var året, hvor grundstenene blev lagt til det antijødiske Fettmilch-oprør.
Eksemplet er ifølge kritikere af ‘Hogwarts Legacy’ det seneste i rækken af flere problematiske aspekter af rollespillet, som tidligere er blevet opsummeret af det toneangivende medie The Mary Sue.
Det er ikke første gang, at franchisen og J.K. Rowling anklages for antisemitisme.
I 2022 fik det Jon Stewart til at rase mod forfatteren, da han harcelerede mod hendes skildring af nisser, som han kaldte antisemitisk – han trak senere sit udbrud tilbage.
Siden da er kritikken eskaleret online, hvor det nye rollespil gentagne gange har mødt modstand for dets angiveligt stereotypiske jødekarikaturer.
Soundvenues anmelder Jens Haag uddelte fem stjerner til ‘Hogwarts Legacy’, som lanceres i dag, og kaldte spillet for »det ultimative Harry Potter-eventyr«.