Som en af klodens mest anerkendte instruktører er det jo ikke overraskende, at Paul Thomas Anderson kan tiltrække nogle af de største skuespilstjerner.
Manden bag ‘Magnolia’, ‘There Will Be Blood’ og senest ‘Licorice Pizza’ har da også arbejdet med eksempelvis Daniel Day-Lewis og Joaquin Phoenix (gentagne gange).
Men castet til hans kommende film tegner nu alligevel usædvanligt spændende.
Det er ikke officielt bekræftet, men i december forlød det, at Leonardo DiCaprio har en hovedrolle i filmen. Det vil være første gang, DiCaprio og PTA arbejder sammen.
Siden kom også Joaquin Phoenix og Regina Hall på listen, og nu forlyder det så via Production Weekly, at også Viggo Mortensen tilslutter sig projektet i sit første samarbejde med instruktøren:
Det er på papiret en forrygende kvartet, og alene det at se DiCaprio, Mortensen og Phoenix spille op mod hinanden vil være en oplevelse.
Den dansk-amerikanske skuespiller har flere gange meldt sin pension som skuespiller, men var også med i Cronenbergs ‘Crimes of the Future’ sidste år, og bliver han ved med at finde så interessante samarbejdspartnere, bør han da heller ikke gøre alvor af løftet om at trække sig tilbage foreløbigt.
Intet er dog som sagt bekræftet, og det anes heller ikke endnu, hvad Paul Thomas Anderson-filmen handler om. Der har været rygter om, at DiCaprio i filmen træner en ung pige i kampsport, men om det har noget på sig er for tidligt at sige.
Men med optagestart til sommer bør der snart komme mere sikkerhed om projektets facetter.
Holder forlydenerne om castet er den dog selvskrevet til at blive en af de mest ventede film de kommende år.