Chris Pratt er dagens mand i biograferne for tiden. ‘Super Mario Bros.’, hvor han lægger stemme til hovedrollen, tegner til at blive årets bedst sælgende film, mens den sidste af Marvels ‘Guardians of the Galaxy’-film fik premiere i torsdags.
Pratt griner derfor nok hele vejen til banken, selvom han er et yndlingshadeobjekt på internettet, ikke mindst på grund af sine stærke religiøse overbevisninger. Han er hyppigt blevet udnævnt som den værste af Hollywoods Chris’er, der også tæller Hemsworth, Evans og Pine.
I et interview med Page Six fortæller skuespilstjernen, at han er bevidst om den kritik, han har fået – og hvordan han parerer den med Jesus som forbillede.
»Det er ikke noget nyt«, siger han, hvorefter han leverer et Bibel-citat:
»’Var jeg af verden, ville verden elske mig som sit eget; nu er jeg ikke af verden’. Det er fra Johannesevangeliet 15:18 til 20«.
»Det er bare sådan, det er, det er ikke noget nyt. For 2000 år siden hadede de også ham«, fortsætter han med reference til Jesus.
Chris Pratt fortæller Page Six, at han forsøger at håndtere kritikerne som et næsehorn – at stikke hovedet ned, fortsætte fremad med tyk hud, og hvis nogen kommer i vejen, så »stikker du dit horn lige op i deres røv«.
Han tilføjer, at han udviklede hård hud, efter han arbejdede som dørsælger i hjemlandet Australien for 25 år siden.
»Det er et meget hårdt job, og det er ikke helt forskelligt fra at spille skuespil eller i det mindste at gå til auditions. Du er nødt til at få ni nej’er, før du får ét ja«.