For dem, der har levet i en sælskindsforet vintønde på Antarktis de seneste 15 år, henviser begrebet MCU til ’Marvel Cinematic Universe’:
En veritabel kakofoni af storsælgende bifbaskere, sammenholdt af filmproducer Kevin Feiges intrikate trådnet af tidslinjer, overlap og sammensmeltninger, der har spundet sig omkring 32 selvstændige fortællinger med den biografaktuelle ’Guardians of the Galaxy 3’ som det seneste led i kæden.
En model, der har grundlagt en hel æra for Hollywood, hvor franchising, spinoffs og univers-beherskelse er grebet om kong Midas hånd, der kan forvandle alt til guld.
Men ligesom den hovedrige hersker sidder Feige tilbage med velstandens tømmermænd i kølvandet på de indledende trådes sidste knude i form af ’Endgame’ fra 2018.
Den efterfølgende, fjerde fases ’Black Widow’ fik en lunken modtagelse, ’Doctor Strange – in the Multiverse of Madness’ blev et forfjamsket CGI-mescalin-trip, og ’Thor: Love and Thunder’ var bredt udskældt for at virke som en uinspireret SNL-parodi på franchisens fjollede bagtæppe.
’Eternals’ ramte bunden med den hidtil laveste IMDb-score for en Marvel-film på 6,3, skarpt efterfulgt af den næstnyeste og femte-fase-indledende: ’Ant-Man and the Wasp: Quantumania’, der ramte 6,5.
Desuden har overgangen fra det store lærred til tv-mediet ført til serier af meget svingende kvalitet.
Og selvom Marvel selvfølgelig stadig i høj grad dominerer underholdningsindustrien, må man samtidig konstatere, at deres storhedstid synes overstået.
Men hvornår begyndte kolossen at slå sprækker? Hvorfor? Og hvordan ser fremtiden ud for alle tiders største filmunivers?
Universet er blevet for stort
Efter et væld af idiotiske superheltefilm gennem 90’erne og 00’erne som ’Spawn’, ’Batman and Robin’, ’Fantastic Four’, ’Ghost Rider’, ’Elektra’ og ’Daredevil’, begyndte en kærkommen sandhed at gå op for filmskaberne:
Det fantastiske er kun plausibelt, hvis det tager afsæt i det genkendeligt menneskelige, formuleret i det enkle spørgsmål:
What makes the hero tick?
Det blev taget yderst bogstaveligt i Marvel-universets Big Bang, ’Iron-Man’ fra 2008, hvori den krigsprofiterende og narcissistiske multimilliardær Tony Stark bliver taget til fange i en grotte og genopstår i en jerndragt drevet af en improviseret magnetreaktor, der afholder metalsplinterne i hans bryst fra at penetrere hans hjerte.
Hans sande hjerte begynder dog først at slå, da den videnskabsmand, som ofrer sit liv i en grotte i ørkenen, med sit døende åndedrag befordrer, at vores første helt ikke spilder sit eget.
Det er den klassiske ’Heroes Journey’-fortælling om hovmod, ydmyghed og selvopofrelse, der har dannet ramme for de fleste enkeltstående Marvel-film.
Grunden til, at det fungerede så effektivt i de første udgaver, var, at historien havde tid til at folde sig ud. Hver gang vi landede i en ny afkrog af Marvels univers, var der gjort plads til små, karakterudbyggende scener, som da Pepper Potts skal skifte Starks reaktorkerne i Iron-Man, eller da Steve Rogers bliver buhet ned fra scenen i den første Captain America, fordi hans indøvede propaganda-forestilling ikke bider på de soldater, som faktisk har oplevet krigens rædsler.
Så da alle fire veludbyggede hjørner (Hulk, Iron-Man, Captain America, Thor) kolliderede i Avengers fra 2012, ville euforien næsten ingen ende tage. Avengers var på mange måder en film med et tyndt plot, som genbrugte Loke-skurken (nu med hypnotiserende tryllestav) til at påkalde en sværm af forglemmelige rumvæsener over New York.
Men filmens sande styrke bestod i sammenstødet mellem de forskellige superhelte og deres idiosynkratiske overbevisninger og karakterbrister – en model, der blev genbrugt med stor succes i ’Captain America: Civil War’, der står som en af Marvels stærkeste installationer.
Sidenhen er universet kun blevet større, men mens rammerne udvides, indskrænkes kernen. Menneskeligheden i karaktererne forsvinder, og det gør de af særligt én årsag:
Universet er blevet for stort.
Som i en god græsk tragedie kan årsagen til Marvel-universets abnorme succes snart vise sig også at blive anledningen til dets endeligt. Universe-modellen er økonomisk set en genialitet, fordi den forlader sig på publikums instinktive hang til at opsøge det velkendte og samtidig gør hver film til en brik i et samlet puslespil, som man må købe for at forstå hele billedet.
Den konstante udvidelse afføder imidlertid tre kolossale problemstillinger. Det eksistentielle, det logiske og det æstetiske.
Det eksistentielle problem
Marvel står med en fod i to lejre. På den ene side vil de gerne fortælle de samme og simple ’what-makes-the-hero-tick’ historier, der tager udgangspunkt i det grundlæggende menneskelige. På den anden side er de fanget af den uofficielle kontrakt med publikum, der tilsiger, at enhver ny fortælling må øge indsatsen.
Men hvordan sørger man for at holde interessen for ’det nære’ intakt i et univers, der konstant udvider sig?
Mens Iron-Mans, Captain Americas og Spider-Mans indledende fortællinger var rodfæstede i en snert af realisme, der gjorde de almenmenneskelige forhold som kærestesorger, faderkomplekser og mindreværd genkendelige, er det svært at trille mange tårer for Doctor Strange og Captain Marvel, der henholdsvis kan ændre virkeligheden og flyve tværs igennem Jupiter.
Hvordan skal man forstå idéer om tab, død og sorg, når der findes et uendeligt antal af alle eksistenser på tværs af tid og dimensioner? Hvilket leder til:
Det logiske problem
Fordi alle Marvel-filmene tilhører det samme univers, må enhver plotdrivende MacGuffin og ethvert etableret regelsæt i én film nødvendigvis være gældende i alle efterfølgende film, hvilket igangsætter en eksponentiel udvidelse, hvor alle nye Marvel-film skal forholde sig til eksistensen af tidsrejser, paralleluniverser, sort magi, ødelæggelsen af det halve univers og så videre.
Jo flere film, jo mere opløses den virkelige verdens regler. Jo mere virkeligheden opløses, jo sværere er det at skabe en historie, hvor karaktererne har noget på spil. Hvis Morgan Freeman teoretisk set kunne flyve i ’The Shawshank Redemption’, fordi hans forfader løste tyngdekraftens enigma i den foregående film, ‘Shawshank – Original Incrimination’, ville spændingen ret hurtigt aftage.
Tidsrejser og paralleluniverser er altid en farlig vej at gå, hvis en fortælling ikke skal briste i logiske forviklinger, fordi de stiller en masse spørgsmål i stil med: Hvorfor skruer man ikke bare tiden tilbage til…? Eller: Kan man ikke bare bruge hurlumhejstenen til at gå ind i et nyt univers, hvor …?
Det tvinger forfatterne til at skabe en masse klodsede meta-regler og forklaringer på potentielle udveje fra den uigenkaldelighed, der er nødt til at være til stede, før figurernes handling har meningsbærende konsekvenser. Det er Marvel ikke sluppet godt fra.
Det æstetiske problem
Et af superheltegenrens største problemer, når den skal overføres til ’live-action’, er, at tegneserieforlæggets farverige udtryk ser topdumt ud i en troværdig virkelighed, hvorfor kostumerne og æstetikken i de indledende film også blev nedtonet ret heftigt, med få og symbolske referencer til de kitschede 60’er-udtryk. Tegneserie-Thor render for eksempel rundt med en rigtigt fjollet hjelm med to store vinger på, og Tegneserie-Hawkeye startede karrieren i en lilla spandex.
Men jo vildere og større universet er blevet, jo sværere er det at virkeliggøre æstetikken, og sammenbragt med muligheden for konstant CGI begynder Marvel-universet at ligne greenscreen-mareridt a la Spy Kids på rygeheroin.
En tendens, der for alvor blev igangsat af den afsluttende kamp mellem Killmonger og Black Panther i sidstnævntes første film, hvor to CGI-katte slås på en CGI-togbane, og som kun er blevet værre med ’Multiverse of Madness’, ’Eternals’, ’Love and Thunder’ og ’Wakanda Forever’, hvor skurken er en havmand med vinger på anklerne, der kan ride på hvaler og kaste med vandgranater.
De moderne Marvel-film er nu så propfyldte med overdrevne effekter og vanvittige kostumer, at det er blevet vanskeligt at tage fortællingerne seriøst.
Tre løsninger
Der er ingen tvivl om, at Kevin Feige og resten af producerne er ganske bekendt med disse problemer.
Spørgsmålet er, hvad Marvel har tænkt sig at gøre ved sagen. I trifaktorens ånd har jeg derfor tilladt mig at opstille tre sandsynlige løsninger:
Den ubehjælpelige: Marvel vælger at fortsætte den ‘lette tone’, der forholder sig satirisk distanceret til universets egen absurditet. Metoden, som viste sig meget succesfuldt i ’Thor: Ragnarok’ og den første ’Guardians of The Galaxy’, virker dog til at prelle af på det moderne publikum (se: ’Love and Thunder’). Over tid er det svært at investere sig i et univers, der ikke engang gider at tage sig selv seriøst.
Den sandsynlige: Marvel vælger at udnytte paralleluniversets mulighed for ’eksistensen af alting’ til at lave soft-reboots med ‘what-if’-koncepter, så studiet kan malke de gamle guldhingste (eventuelt bringe Chris Evans, Downey Jr. og Mark Ruffalo tilbage) – og i det hele taget spille kyniske dollars på publikums tiltrækning af ‘det velkendte’ ved at genintroducere afdøde figurer i en ny setting og genre.
Det eneste problem med denne løsning er, at man stadig står tilbage med den svævende ‘regelløshed’ fra de foregående film. Men så kan man jo bare lave et parallelunivers, hvor de andre forhold ikke gælder.
Hvilket leder til den afsluttende løsning:
Den drastiske: Marvel giver universet et reset, hvor tidslinjerne lukkes ned eller kobles sammen, så universets næste fase kan tage afsæt i en singulær virkelighed foruden magi, paralleldimensioner, tidsrejser og hurlumhej, med henblik på at kunne fortælle mere jordnære historier, der sidenhen kan blomstre op i en ny udvidelsescyklus a la storhedstiden mellem 2008-2018.
Det nuværende MCU’s storhedstid er i hvert fald overstået, og når man holder franchisens nye, hundedyre CGI-fester op mod de indledende succeser, kan man ikke lade være med at tænke på Obidiah Stanes ord fra den første Iron Man-film: »Tony Stark was able to build this. In a cave. With a bunch of scraps«.
Så måske bør Kevin Feige hoppe tilbage i grotten og tænke efter? Skrive med kridt på klippevæggen:
»MCU-2?«