Selvom Johnny Depp og skilsmissesagen mod Amber Heard har fyldt meget i medierne i den seneste tid, har han ikke været involveret i en film de sidste tre år. Nu tager han dog tilløb til et comeback.
Depp har hovedrollen som den franske konge Louis XV i Cannes-filmen ‘Jeanne du Barry’, men skal også selv instruere Al Pacino i filmen ‘Modi’ om den italienske kunstner Amadeo Modigliani. Det skriver Deadline.
Den biografiske film følger kunstneren over to døgn i 1916, hvor han er på flugt fra politiet gennem Paris’ gader og barer under 1. verdenskrig.
Modigliani lufter ønsker om at afslutte sin kunstneriske karriere, men bliver affejet af sine kreative venner og møder en kunsthandler, der kan ændre hans liv.
Pacino spiller den internationale samler Gangnat.
Det er anden gang Pacino og Depp arbejder sammen. Første gang spillede de overfor hinanden i ‘Donnie Brasco’ fra 1997.
Filmen er baseret på et skuespil af Dennis McIntyre filmatiseret af Jerzy og Mary Kromolowski med den italienske ‘John Wick Chapter 2’-skuespiller Riccardo Scarmacio i hovedrollen.
Depp har været væk fra filmbranchen mens han har været impliceret i to retssager med sin ekskone Amber Heard.