Mike White har fundet den perfekte opskrift på en konstant underholdende antologiserie med kæmpesuccessen ‘The White Lotus’, der udspiller sig på filialer af den fiktive White Lotus-hotelkæde rundt omkring i verden.
Men noget tyder på, at serieskaberen er klar på at ryste posen i de kommende sæsoner. Det fortæller White i et interview med The Hollywood Reporter.
Han fortæller blandt andet, at fans kan forvente at se enkelte karakterer dukke sporadisk op i løbet af de kommende sæsoner – lidt ligesom vi allerede har set det med Jennifer Coolidges karakter.
Faktisk går han så vidt som at åbne døren for en mulig all-star-sæson med mange karakterer fra de foregående sæsoner.
»Det ville være let at fortsætte som en rendyrket antologi, men jeg tror, det vil være mere sjovt at have små tråde, der binder sæsonerne sammen. Hvis showet fortsætter i nogle sæsoner endnu, kunne det være sjovt med en all-star-sæson«, siger han.
Whites arbejde på sæson tre af hitserien er blevet udskudt på grund af den igangværende forfatterstrejke i Hollywood, men han har tidligere løftet sløret for, at den vil udspille sig i Asien.
Han fortæller videre om planerne for sæson tre: »Den første sæson satte fokus på penge, den anden sæson satte fokus på sex. Jeg tror, at den tredje sæson skal være et satirisk og morsomt kig på død, østlige religioner og spiritualitet. Det føles som om, det kunne være et rigt bagtæppe for en runde mere på White Lotus«.