‘The White Lotus’ har tilsyneladende fundet sin sæson 3-location

‘The White Lotus’ har tilsyneladende fundet sin sæson 3-location
'The White Lotus' sæson 2. (Foto: HBO)

Rygterne har længe floreret om, hvor Mike White ville placere tredje sæson af sit HBO-hit ‘The White Lotus’.

White talte umiddelbart i forlængelse af sæson 2’s afslutning om Asien med et fokus på døden og østlig religion og spiritualitet, og Japan og Tokyo har flere gange været nævnt som den mest sandsynlige destination, senest da Johnny Knoxville, der er ven med White, muligvis talte over sig for nylig.

Men det var måske bare et røgslør, for Variety skriver nu, at turen går til Thailand i sæson 3.

Det er flere kilder tæt på produktionen, der har givet branchemediet nys om sagen, men det er dog endnu ikke bekræftet af HBO eller Mike White selv.

Hvor i Thailand sæsonen skulle udspille sig, vides endnu ikke, men der er ifølge Variety både Four Seasons-hoteller (luksushotelkæden, hvor de to øvrige sæsoner er filmet) i Bangkok, Koh Samui, Chiang Mai og Den Gyldne Trekant.

De to første sæsoner fandt som bekendt sted på Hawaii og Sicilien.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af