HBO’s kommende prestigeserie ‘The Idol’ har været et af de mest imødesete stjerne-trækplastre på den igangværende Cannes Film Festival.
Op til premieren har der været rygter om kaos i kulissen, og nu har det internationale anmelderkorps ved festivalen så endelig fået syn for sagn.
Serien, der er skabt af ‘Euphoria’-bagmanden Sam Levinson og Abel Tesfaye (The Weeknd), lader i den grad til at dele vandene ved festivalen.
På Twitter skriver chefredaktøren for Variety, at serien har affødt masser af stærke reaktioner: »Fra ‘jeg hader den’ til ‘tv-versionen af clickbait’ til ‘jeg har ikke brug for at se mere af Lily-Rose Depp nøgen«.
Kyle Buchanan fra The New York Times skriver på Twitter: »’The Idol’ eller 50 Shades of Tesfaye. En Pornhub-hjemmeside-odyssé med Lily-Rose Depps areolaer og The Weeknds fedtede rat tail i hovedrollerne«.
I sin officielle anmeldelse af de første to afsnit af serien, der blev vist på festivalen, er filmmediet Deadline noget mere positivt stemt:
»Indtil vi ved mere, er det svært at foretage vurderinger af moral og etik eller, mere substantielt, om argumenterne om det mandlige blik og kvinders rettigheder over deres egen krop, der nærmer sig i vandet som en snigende torpedo. Uanset hvordan det udspiller sig, er Depp ganske fængslende med en mildest talt stærkt seksualiseret præstation, der også er jordnær og ofte sårbar, og som på en ubehagelig måde italesætter de hårfine linjer mellem porno og kunst, magt og udnyttelse, som unge kvinder i musikindustrien har stået over for i årevis«, lyder det blandt andet.
Varietys officielle anmeldelse er noget mere negativ: »Problemet er, at Levinsons verdensbillede virker korrumperet. Det burde ikke kræve nedbrydning og lidelse at gøre Jocelyn stærkere. ‘Euphoria’-fans vil ikke blive alt for overraskede over den skammelige måde, han behandler Depps karakter på, da både hun og serien synes fanget under The Weeknds tommelfinger«.
The Hollywood Reporter er også kritiske over for serien. I anmeldelsen lyder det dog blandt andet, at »’The Idol’ udviser glimt af potentiale, når den stopper med sine hårdnakkede forsøg på at være chokerende«.
Vanity Fair istemmer: »Serien forsøger bestemt at chokere og pirre os. Men der er noget mærkeligt prosaisk over det, jeg har set indtil videre. Der er også en lille antydning af akavethed, som om Levinson og hans skuespillere taler frækt for allerførste gang.«
‘The Idol’ får premiere på HBO Max 5. juni.