‘And Just Like That’ sæson 2: Carrie Bradshaw og co. slæber sig mod klimaks, men de knepper da igen
(Denne artikel indeholder spoilers for ‘And Just Like That’ sæson to).
Er ‘Tiny Dancer’ en god bollesang?
Det er et spørgsmål, jeg aldrig havde hverken håbet eller troet, jeg skulle forholde mig til.
Men også i anden omgang er ‘Sex and the City’-rebootet ‘And Just Like That…’ tilbage for at tage røven på os alle.
Her dunker 2022-remixet af Elton John-klassikeren med Britney Spears gennem første scene, hvor serien med megafonisk imødekommenhed har hørt folks harme over for få sexscener og tændt for de røde lamper.
Endnu engang viser den dog en helt utrolig evne til at opløse sammehængen mellem intention og resultat. For jeg tror helt bestemt, den indledende kneppekompilation var ment som en generobring af ‘fresh, fri og fifty’. Men det føles mere som at se video af sin egen fuldedans og opdage, at det overhovedet ikke ser sejt ud.
Æstetikken er som stjålet fra et Triumph-katalog, når alle seriens kvinder står klar i deres individuelle bud på en negligé. Bortset fra Carrie, der udfører forspil i en forstrukket hvid sweatshirt, hun kun kan have stjålet fra Slenderman.
Bagefter catwalker de sig hen til hver deres parate partner. Heftigst går det selvfølgelig for sig i en L.A.-pool, hvor Che venter på Miranda. Og ud over et par smagfulde patglimt, er det meste generelt temmelig Hollywood-censureret.
Point for budskabet. And just like that … the fucking begins!.
Det føles stadig Frankenstein-forceret. Men i anden halvleg har serien forventningsafstemt med seerne og lader til at se sine fejl i øjnene. Af og til virker det endda, som om den tager ejerskab over sin egen status som mobbeobjekt på internettet.
Carrie har en skematisk affære med podcastproduceren fra forrige sæson, hvis kedelighed fint fremgår ved, at hans carpe diem-opfordring til hende er, at det aldrig er for sent til at lære at pochere et æg.
Seema (Saritha Choudhury) vinder til gengæld frem som reserve-Samantha, og Steve har fået hørelsen igen. Og en boksepude, som han tæver sine (alles!) frustrationer over Miranda ud på.
Mange af første sæsons værste påfund bliver stille og roligt afmonteret. Men et af dem sidder stadig tungt på den fortællemæssige snegleryg som en torn i øjet på alle: *Indsæt »Hey, it’s Che Diaz-joke*.
Ches Hollywood-sitcom får alt for meget sendetid, og dens kluntede humor lader til at være smittet af på hele serien. Mirandas ‘Dr. Jekyll and Mr. Hide’-livskrise er stadig en katastrofe, men dens giftige forklaring bliver dog foldet ud. Imens har kvinden, der engang var så glad for sin Blackberry, problemer med at håndtere en iPhone i næsten alle afsnit.
Cynthia Nixons to Mirandaer er og bliver symptom på, at der i anden ombæring også er to versioner af ‘And Just Like That…’, der kæmper om tonen.
Heldigvis er der grund til at håbe, at den, hvor Carrie udforsker singletilværelsen igen, hvor der bliver pumpet pikke op og drøftet sædafgang over kaffen, og det samlede karaktergalleri finder takten, vinder til sidst.
For den er langt bedre end den version, hvor Miranda er forelsket i en 47-årig standup-komiker, der muligvis har vaginal fingerspidsfornemmelse som en gud, men opfører sig som et otteårigt barn det meste af tiden. Velmenende pegging-forsøg til trods.
Selvom der er skruet op for nerven, er ‘And Just Like That…’ stadig tynget af reboot-konceptets gennemgående falskhed.
Men det tohovedede monster bliver endelig halshugget halvejs, så man rent faktisk kan genkende seriens ånd igen. Den føles stadig tavs efter Carries voice-over blev skyllet ud med døde Big og badevandet. I stedet er ‘And Just Like That…’ nu en blanding af familieorienteret situationskomedie og en sexkomedie i overgangsalderen.
Hvilket er fint eksemplificeret i en plottråd, hvor supermor Charlotte med mimik og iver som en teletubby instruerer Harry i bækkenbundsøvelser, så han kan få sin sædafgang tilbage. For sex uden sæd er som en fest uden fyrværkeri.
På samme måde slæber ‘Sex and the City’-rebootet sig mod et klimaks, vi ikke ved om bliver vådt eller tørt. Meget står og falder med, om den holder niveauet til de hypede genkomster fra Aidan Shaw og Samantha Jones.
Kort sagt:
‘And Just Like That…’ går fra Frankensteins underholdende, men hånede boomer-monster til en serie, der langsommeligt mimer originalens energi. Begge dele er seværdige, men det er stadig en overdrivelse at kalde nogle af dem vellykkede.
Anmeldelsen er baseret på de første seks afsnit.