‘Hello It’s Me’. Sådan lød titlen på det allerførste afsnit i ‘And Just Like That’, der ironisk nok øjeblikkeligt blev kritiseret for at være uigenkendeligt fra det gode gamle ‘Sex and the City’.
Rebootet sked højt og flot på fanservice fra start.
Sex var elimineret fra titlen på symptomatisk vis. Kultfigur Samantha Jones blev skrevet ud i en bisætning med et kedeligt skær af tøsefnidder. Charlottes velmenende wasp ønskede sig tonedøvt en sort ven. Carrie blev mundlam blot af ordet onani.
»Undskyld, men hvad fuck sker der for Miranda«, spurgte alle om karakteren, der gik fra seriens voice of reason til en usikker alkoholiker i akavede racerants om sin sorte juraprofessor Nya Wallaces fletninger.
Et halt trebenet karaktermord på ikke blot de kendte serieveninder, men alle kvinder 55+, lød den indledende kritik af serien i blandt andet Weekendavisen og Politikens spalter. Hvor var de kloge kvinder blevet af?
Kvartetten leverede livsvisdom i sin tid. Men var det måske både fair og realistisk, at den også kom lidt i klemme anno 2023? Hvor singlelivets prøvelser var langt væk, og de alle var blevet gift og stenrige?
Forventningerne var vel aldrig, at ‘And Just Like That…’ ville kunne nå originalen til andet end sokkeholderne? Og undervejs voksede genoplivningen. Ikke mindst fordi fællesskabet omkring den gjorde det.
Upopulært Gen X-snigmord
Da chokket over snigmordet på Gen X og Y’s skattede gallionsfigurer havde lagt sig, sad vi alligevel alle sammen klistrede til skærmen uge efter uge.
Der var næsten udelt enighed om, at ‘And Just Like That…’ kom til kort i alle de henseender, der gjorde ‘Sex and the City’ til seriekunst. Men midt i dobbeltmoralen labbede den samlede fanskare det i sig med udsøgt fornøjelse – væbnet med et skjold af ironi og buzzwords som hatewatching.
Kritikken over for interessen mimede nærmest en scene fra ‘And Just Like That’, hvor Carrie på komisk vis er begyndt at ryge igen efter årevis som afvænnet. Hvilket foregår ved, at hun ifører sig et ‘The Wizard of Oz’-inspireret hazmat-suit, så lugten ikke når hende, mens hun tillader sig en enkelt cigaret.
Første sæson af ‘And Just Like That…’ var et stort modsætningsfyldt knudpunkt af delte meninger og hotte internettakes og dobbeltmoral. Men hvis du spørger mig også det største bevis på genoplivningens åbenlyse zsa zsa zsu.
For ‘Sex and the City’-kærligheden levede stadig så stærkt, at analysen af den nye serie byggede bro tilbage til den gamle i chattrådene, på Instagram-profiler og i podcast-decifreringer som Every Outfit og Sentimental Garbage med bestseller-forfatter Dolly Alderton.
Hvis ikke sæson 2 kan matche den forriges fascinationskraft, glæder jeg mig alligevel til flere »Hey, it’s Che Diaz«-memes.
Død over den lykkelige slutning
Det er ikke lige til at sætte en finger på, hvad ‘And Just Like That’ gjorde rigtigt. For den var fuld af fejl.
Det var svært at vide, hvilke folder man selv skulle lægge ansigtet i oven på den sært unheimliche begyndelse, hvor den engang så rytmiske serie var off og udtryksløs. Ligesom i filmfortsættelserne var al grittiness poleret væk.
Samtidig introducerede den diverse nytilføjelser i karaktergalleriet, der muligvis var tiltrængte, men som jeg håber, sæson 2 kan vække min interesse for.
Alligevel kunne ikke engang Carrie Bradshaws brækstråle på sin første enkedate (havde du glemt det?) slukke min lyst til at følge dens karakterer i tykt og tyndt.
Det fascinerende ved ‘And Just Like That’ var, at den gjorde det omvendte af, hvad folk ønskede fra den.
På en måde lå det også i rebootets dna, at det skulle misforstås. Selvom ‘Sex and the City’ har fået sin anerkendelse og plads på listen over verdens bedste serier med årene, har den også altid været omringet af stigma, delte meninger og skiftende opfattelser.
Carrie var en idoliseret antihelt, men hun fik også en lykkelig eventyrslutning i Paris. Samantha var et frivolsk forbillede, men også en Karen-type af rang, der hældte vand ud over larmende sexarbejdere.
»We can’t just be the same as we were«, lyder det i en samtale mellem Carrie og Miranda i premiereafsnittet af ‘And Just Like That’, men det lod mange til at forvente, at de skulle.
Og midt i middelmådigheden skete der jo faktisk noget radikalt.
Fra allerførste episode beviste ‘And Just Like That’, at den havde mod på at vække opsigt, der langt henad vejen vejede op for fejlene. Den dræbte Carries lykkelige slutning på en kondicykel.
Opfindelsen af woke-camp
Det var muligvis ikke ‘And Just Like That’s intention at skildre wokeness og diversitet anno 2023 som en porcelænsbutik, der forvandlede sine hovedkarakterer til elefanter.
Når ‘And Just Like That’ alligevel fik os til at vende tilbage til skærmen, var det måske, fordi den tog sin egen woke-befippelse til ekstremerne. Den skabte et clash mellem sit persongalleri og sit tacky syn på progressivitet til en længde, jeg næsten vil gå så vidt som til at kalde woke-camp.
På den ene side var serien desperat efter at passe ind i nutiden, men samtidig blev karakterernes forsøg på progressivitet et robotagtigt og ufrivilligt spejl af, hvor misforstået wokeness er. Selvom det ikke var med vilje, var bagslaget på en måde perfekt.
Der var bogstaveligt talt en karakter, der trykkede på en »woke moment«-knap i sin egen woke sexpodcast. Hvad var det nu, de hed? »Hey, it’s Che Diaz«!
Samtidig havde jeg aldrig forventet andet end rebootets identitetspolitiske fuckup, siden den oprindelige serie heller aldrig bar sig specielt heldigt ad, når det gjaldt spørgsmål som race eller seksualitet.
Hvis dysten hedder ‘Sex and the City’ vs. ‘And Just Like That’, er der selvfølgelig ingen konkurrence.
Men sammenlignet med stort set alle andre reboots var ‘And Just Like That’ en succes, alene fordi den var seværdig. Nogle gange gribende, mange gange grotesk.
Den kunne ikke være blevet et decideret watercooler-fænomen, hvis alle virkelig hadede den. Og der er ingen genoplivede hits, der har formået at vække samme følgerskare.
‘Sex and the City’-simulacrum
‘And Just Like That…’ blev det eneste, man kunne have forventet af de streamingkapitalistiske omstændigheder, der skabte den: Et ‘Sex and the City’-simulakrum. Ved at se den bad vi om mere.
For den var også et fantastisk spektakel, der i sine stærkeste stunder formåede at pakke nogle dybfølte temaer ind på en både underholdende og overfladisk måde, der føltes en lille smule som gamle dage, hvis vi ønskede det nok.
Dit livs kærlighed kan dø (bye bye Big). Dine venskaber kommer til at ændre form og gå i stykker over årene (bye bye Samantha). Du kommer til at blive en udgave af dig selv, du ikke nødvendigvis kan genkende (bonerte Carrie, mærkelige Miranda og Charlotte på mere speed end nogensinde). Men du vil ligne en mærkevare-klædt million gennem det hele.
Det kan godt være, mange syntes, Carrie og co. burde være forblevet udødeliggjorte thirtysomethings.
Men der kunne ikke have været et ‘Sex and the City’-reboot, der ikke gjorde op med idéen om, at dens hovedkarakterer aldrig havde fortjent at blive på piedestalen for evigt.
For ‘Sex and the Ciy’-kvinderne var altid fulde af fejl, og det er de mere end nogensinde i ‘And Just Like That’. Det kan godt være, de var svære at genkende til at starte med, men de var heldigvis også umulige at tage øjnene fra.
‘And Just Like That…’ sæson to får premiere 22. juni på HBO Max.