Undskyld, men hvad f*** sker der for Miranda i ‘And Just Like That’?

HBO Max’ ’Sex and the City’-opfølger ’And Just Like That’ deler i dén grad vandene med sit portræt af Carrie og co. som 50-somethings på Manhattan. Og særlig ét plotspor er helt til hest, skriver Soundvenues Lise Ulrich.
Undskyld, men hvad f*** sker der for Miranda i ‘And Just Like That’?
'And Just Like That'.

KOMMENTAR. Vi bliver nødt til at tale om Rambo.

Eller, nå nej, Miranda.

Og med tale, mener jeg råbe frustrationerne fra hustagene (undskyld, hvis jeg har forstyrret din torsdag aften de sidste par uger).

Jeg kan nemlig dårligt komme mig over, hvordan HBO Max’ vingeskudte ’Sex and the City’-opfølger ’And Just Like That’ har dolket den oprindelige series mest samfundsbevidste karakter i ryggen i et forsøg på at krydre dramaet med en heftig dosis livskrise, der død og pine skal spænde over samtlige af følgende tematikker:

Nyopstået manglende evne til at tale med farvede medborgere og LGBTQ-personer. Karriere-makeover. Stendødt sexliv med drengerøven, der aldrig kunne få nok af sex. Et styks affære med nonbinær standupper for ignorante boomer-middelklassekvinder. Hverdagsdruk. Blackout-onlineshopping af selvhjælpsbøger for boomer-middelklassekvinder qua hverdagsdruk.

Har jeg udeladt noget? Og, måske mere presserende for den bekymrede læser (tak), har jeg mistet evnen til at lokalisere slukknappen på fjernbetjeningen?

Veninderne samlet i ‘And Just Like That’. (Foto: HBO Max)

Ja, jeg indrømmer: I lighed med størstedelen af mine bekendte har jeg ikke kunnet dy mig for at hatewatche ’And Just Like That’, der med SATC’s gamle showrunner Michael Patrick King ved roret genbesøger Carrie (Sarah Jessica Parker), Miranda (Cynthia Nixon) og Charlotte (Kristin Davis) som sørgeligt Samantha-løse 50-somethings på Manhattan (Kim Cattrall, girl, du vandt).

Hvorfor jeg bliver ved?

Måske fordi jeg håber, at jeg på kærligheds-telepatisk vis kan løfte mine tidligere bedstevenner op fra sumpen som den deprimerede hest i ’Den uendelige historie’.

Måske fordi det ligger i seriemenneskets sadomasochistiske seernatur ikke at kunne tage øjnene fra et biluheld med dårlig hofte på vaklende Manolos (tal ikke til mig om Carrie »Jeg har længe haft problemer med at gå op ad trapper uden stok, men i de to sidste afsnit har jeg trasket maratonlange gåture i tårnhøje hæle uden problemer for mit helbreds skyld« Bradshaw).

Efter otte afsnit ud af i alt ti er det således stadig kun en håndfuld scener, der i min optik har klinget rent i SATC’s ånd (flest i afsnit syv og otte), mens resten med største iver har banket løs med hammer og mejsel på originalens tv-historiske arv i et mareridtsekko af de to rædderlige filmversioners uhellige mission.

Rambo på personlig rejse

At lade tragisk afdøde Willie Garsons Stanford lave en Berger og slå op med Carrie på en post-it, da karakteren nødvendigvis måtte skrives ud, var blot én ud af mange scener, der har efterladt mig sydende på sofaen, men værst går det alligevel ud over Miranda fra uge til uge.

Vores nye ven Rambo (som ‘standupper’ Che kalder hende) er nemlig sendt på den klassiske tre-stops dannelsesrejse fra Håndbogen i doven dramaturgi:

Hun skal fucke en ny flamme (selvsamme Che, spillet af Sara Ramírez), dernæst fucke godt og grundigt op og afslutningsvis i seriefinalen bekende over brunchbordet/bardisken, at hun har indset, at alenetid alligevel er vejen frem for at få styr på hovedet.

Det er selvsagt ikke noget, jeg ved med statsgaranti. Men jeg vil vædde dig en overprized caramel blondie fra The Fat Witch på, at det er der, vi lander.

At trække tæppet væk under ’Sex and the City’s mest jordbundne individ, 18 år efter serien sluttede, er ikke nogen dum idé. Problemet i ’And Just Like That’ er bare det, at individet har været MIA fra første afsnit.

I stedet har vi fået en invasion of the body snatchers-Miranda, hvis moral og væremåde snart sagt intet har til fælles med udgangspunktet, og hvis »rejse« dermed betyder nul og niks i nogen troværdig sammenhæng.

David Eigenberg og Cynthia Nixon i ‘And Just Like That’. (Foto: HBO Max)

‘Sex and the City’-Miranda var hende, der rullede med øjnene, når de andre tre udbasunerede deres indifferens over for politik eller feministisk dobbeltmoral, og som hellere ville snakke om sin nye Blackberry end Samanthas kærestes alt for lille pik.

Hende, der dukkede op til picnic i Central Park iført oversize overalls, hoodie og en bøllehat over hoodie-hætten.

Hende, hvis secret single behavior bestod i at smøre vaseline på hænderne, tage et par gummihandsker på og se ’Dateline’ og ’The Daily Show with Jon Stewart’.

Hende, der råbte »virkeligheden kalder«, når Carrie forsvandt så langt op i de lyserøde skyer, at hun tabte hovedet af iltmangel.

Hende, hvis næstmest seriøse forhold i serien var med en sort mand – en detalje, ’And Just Like That’ har glemt i sin iver at tegne kvinderne som fortidslevn, der just er vågnet fra et halvt århundredes koma i 1950’er-fryseren (sorry, Robert med »I Love You«-småkagen).

Hende, der gik på date med en lesbisk for at tækkes sin chefs misforståede matchmakeri, men ikke kunne fake sin seksualitet.

Men Miranda var også hende, der gladelig flirtede sig til en joint til venindeflokken på bytur og hjalp Carrie med at ryge den pot, hun scorede fra Comic Book Guy.

Blair Underwood som Robert og Cynthia Nixon som Miranda.

Jovist, det giver mening, at bøllehatten er røget til genbrug, i takt med at lønchecken er vokset. Men det giver ikke mening, at Miranda, som fandt stor stolthed i sit arbejde, fra den ene dag til den anden har droppet karrieren, fordi hun har set et indslag om nødstedte immigranter i 19-nyhederne.

Jeg kunne snildt se hende som chef i eget advokatfirma med speciale i menneskerettigheder, suppleret af yngre ansatte med friske samfundsperspektiver.

Jeg kan ikke i en million år se hende som kvinden, der bliver så forfjamsket over at stå ansigt til ansigt med en sort kvindelig lærer med fletninger og LGBTQ-universitetselever, at hun reduceres til en bedstemor-sketch over hvide overklasseløg, der har levet deres liv i en guldfiskebovle.

Tour de damage control

Nu kan jeg godt høre et par af jer derude indvende, at alle bliver ældre, og at hverken karriere eller seksualitet er fastlåste størrelser.

Og det er fuldstændig rigtigt.

At det netop er Miranda, hvis lesbiske date floppede, som nu tiltrækkes af et forhold med nonbinære, frihedselskende Che, er naturligvis en pointe.

Skuespiller Cynthia Nixon gik selv fra at være gift med en mand til i dag at være gift med en kvinde, og af alle serier ville det ligne efterfølgeren til ’Sex and the City’ dårligt at påstå andet, end at love is love.

Men for pokker, det rigidt skemalagte narrativ skurrer om kap med de karikerede figurer, der skal sælge os præmissen.

Det er ikke fair over for de fans, der har hængt på i over to årtier, ligesom det heller ikke er det over for repræsentationen, som ’And Just Like That’ forfærdeligt gerne vil vise, at den kommer hele vejen rundt om i en overfladisk tour de damage control af SATC’s diversitets-blindspots.

Sara Ramírez og Cynthia Nixon i ‘And Just Like That’. (Foto: HBO Max)

I denne uges ottende afsnit så vi endnu en farveløs slogan-optræden fra Che – standupperen, som ikke tror på jokes – hvor de slår fast, at ingen skal gemme deres sande jeg. Ironisk, idet serien hidtil ikke har fundet det nødvendigt at uddybe karakteren, hvis vilde karisma og fingerfærdighed angiveligt omvælter Mirandas verden, som andet end en endimensionel pamflet for moderne kønsidentitet med forførelsesteknikker så hotte som en tyndbenet TED-talk.

Og nej, Che bliver ikke automatisk mere interessant af, at man forvandler Mirandas fantastiske Steve – bartenderen, der scorede stimer af damer og så ‘Scooby Doo’ på sofaen – til en mimrende pensionist i et forsøg på at nedtone det faktum, at ’And Just Like That’ giver lige præcis nul finger-fucks for SATC’s længste romantiske relation (om end ottende afsnit da i det mindste endelig lod manden fremstamme en sammenhængende sætning).

Belejligt, at Miranda og veninderne på den konto har kastet al moral og empati over bord, så vi ikke skal trækkes med usexetheder som dårlig samvittighed eller reflektion over, hvordan Miranda igennem en hel film straffede Steve over ét one night stand.

Justice for Steve, siger jeg bare. Og hvad med, at vi ikke sætter lighedstegn mellem høreappartsbrugere og latterliggørelse?

Sexet som pis i en plastikflaske

Adskillige af SATC’s »ugens mænd« var mere koncepter end karakterer, der dukkede op for, at kvinderne kunne spidde diverse sextematikker: Der var ham med den ækle sæd (hej, Bobby Cannavale), ham i 20’erne (Timothy Olyphant) og novelleskribenten, der kom i bukserne (Justin Theroux).

Men dem, der for alvor ændrede/berørte vor hovedpersoner på et dybere følelsesmæssigt plan, fik plads til at, ja, træde i karakter.

I den tradition burde Che være et fyrtårn, men reduceres til signalværdi. Og helt galt gik det, da ‘turtelduerne’ knaldede spontant i Carries køkken, mens Carrie hvilede sig oven på sin ’hofteoperation’:

Hvad der skulle have været sæsonens første tiltag til en omgang sex in the city (en mangelvare i ’And Just Like That’) blev i stedet krydsklippet med Carries forfærdelse over at høre akten og efterfølgende forsøg på at tisse i en plastikflaske. Optrinnet endte med urin ud over de egyptiske lagener, hvorfor forløsningen blev kædet direkte sammen med Carries skam.

Ikke just den frække repræsentationsmilepæl, man kunne have drømt om.

Og da Miranda forsøgte at »genskabe magien« med stakkels, intetanende Steve, blot for at skyde ham ned minuttet efter? Et mere frastødende eksempel på spontant sociopati skal man lede længe efter i SATC’s historie.

Cynthia Nixon og Sarah Jessica Parker i ‘And Just Like That’. (Foto: HBO Max)

I en ideel verden kunne Mirandas rejse have været fortællingen om genfødsel midt i livet, der sikrede ’And Just Like That’s eksistensberettigelse som værk over midaldrende kvinders seksuelle identitet og opgør med samfundets insisteren på, at kvinder over en vis alder lader sig nøje og ikke laver for meget larm.

Men ved at reboote ikonet, der banede vejen for mere nuancerede, ægte kvindeskildringer på tv som en nær uigenkendelig, usympatisk karikatur, trækker serien i sidste ende kun tæppet væk under sig selv.

Og med bare to afsnit tilbage er jeg ikke sikker på, at ’And Just Like That’ kan nå at hive krikken op fra kviksandet.

’And Just Like That’ kan ses på HBO Max.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af