DR skruer op for det rå drama, når den kommende seriesatsning ‘Huset’ rammer kanalen til efteråret.
Den første teaser er offentliggjort, og den antyder, at fængselsserien er så langt fra stationens seneste store søndagsserie, den muntre periodeskildring ‘Carmen Curlers’, som man næsten kan komme.
‘Huset’ foregår i et fængsel, hvor det indforståede hierarki mellem fængselsbetjente og fangegrupperingerne rystes, da fængselsledelsen tvinges til at rette op på alle procedurer, hvis fængslet ikke skal lukkes.
Det er særligt et problem for den kyniske vagt Henrik spillet af David Dencik, der blandt andet kommer på kant med den nyuddannede og idealistiske Sammi, spillet af Youssef Wayne Hvidtfeldt i sin første store rolle siden ‘Yes No Maybe’.
Også to velkendte DR-serienavne er blandt hovedrollerne i form af Sofie Gråbøl som fængselsbetjenten Miriam og Charlotte Fich som chefen Gert, der har hver deres problemer i privaten. I biroller ses blandt andet Gustav Giese, Laura Christensen og Bjarne Henriksen.
Kim Fupz Aakeson har skrevet serien, som er instrueret af to instruktører med speciale i rå miljøer. Michael Noer debuterede i 2010 med den epokegørende fængselsfilm ‘R’, mens Frederik Louis Hviid var en af de to instruktører bag den eksplosive ‘Shorta’.
‘Huset’ får som nævnt premiere på DR i efteråret, men den præcise dato er endnu ikke meldt ud.