I forbindelse med verdenspremieren på den stormombruste The Weeknd-serie ‘The Idol’ i Cannes, løb hovedrolleindehaver Lily-Rose Depps sjældent særlig påklædte karakter med en stor del af opmærksomheden. Det berettede Soundvenues udsendte Sofie Lykke Stenstrop fra festivalen.
Nu har første afsnit fået bred premiere, og her har én særlig gæsteoptræden fanget publikums øje. Eller nærmere bestemt, har den ikke fanget øjet. Den har nemlig vakt opmærksomhed ved at være næsten umulig at se.
‘The Idol’ er skabt af The Weeknd med ‘Euphoria’-bagmand Sam Levinson som medskaber. Og i premiereepisoden kunne man, hvis man kneb øjnene sammen på det rigtige tidspunkt, se Alexa Demie fra ‘Euphoria’ i baggrunden.
Hun optræder (meget) kortvartigt på det diskotek, som hovedpersonen Jocelyn gæster, der er ejet af The Weeknds lidt kultleder-agtige diskoteksejer Tedros. Her danser Demie sammen med Lily-Rose Depp og K-pop-stjernen Jennie Ruby Kim, der spiller Jocelyns bagdanser Dyanne.
Demie er krediteret i rollen som »klubpige nummer to«, og det vides således ikke, om det er karakteren Maddy Perez, der gæster den samme klub, eller om hun spiller en anden person. Hvem ved, måske hun vender tilbage? Skuespillerens tilstedeværelse har i hvert fald sat gang i internettets rygtebørs, hvor fans er ivrige efter at forbinde de to serieuniverser.