‘Wonder Woman’-stjernen Gal Gadot kaster sig ud i vilde stunts fra ørkenen til Island i traileren til den nye Netflix-actionbasker ‘Heart of Stone’.
Gadot spiller CIA-agent Rachel Stone i den første film i, hvad Netflix satser på bliver en ‘Mission Impossible’- eller James Bond-lignende spionfranchise.
Traileren viser glimt af en stor hemmelighed, Stone bærer rundt på. Ikke nok med at hun er hemmelig agent, er hun også den eneste kvinde, der kan forhindre den hemmelige fredsorganisation »the Charter« i at miste deres mest værdifulde objekt »the Heart« – men mest af alt fræser, flyver, glider og faldskærmshopper hun gennem nogle af verdens mest billedskønne landskaber.
Gadot spiller over for ‘Belfast’-stjernen Jamie Dornan i filmen, der er instrueret af Tom Harper, som har stået bag kameraet på ‘Peaky Blinders’. Filmen har manuskript af Greg Rucka og Allison Schroeder.
‘Heart of Stone’ lander på Netflix den 11. august.