Harrison Ford taler ud om konflikt med Brad Pitt, da de indspillede film sammen

Harrison Ford taler ud om konflikt med Brad Pitt, da de indspillede film sammen
Harrison Ford. (Foto: Kurt Krieger/Corbis)

Det er ikke altid gnidningsfrist, når to store Hollywood-stjerner skal spille over for hinanden på film.

Det mærkede Harrison Ford og Brad Pitt, da de i 90’erne skulle indspille thrilleren ‘The Devil’s Own’ med Alan J. Pakula i instruktørstolen.

Ford var i den periode på vej ind i sin guldalder, mens Brad Pitt var Hollywoods nye store stjerne, hvilket tilsyneladende havde sin pris under optagelserne.

I et interview med Esquire (via Deadline) fortæller Ford om gnidningerne:

»For det første har jeg stor beundring for Brad. Jeg synes, han er en pragtfuld skuespiller og en virkelig fantastisk fyr. Men vi kunne ikke blive enige om en instruktør, indtil vi gik til Alan Pakula, som jeg havde arbejdet sammen med før, men Brad ikke havde«, fortæller Ford.

Han uddyber, at han særligt var utilfreds med sin karakters dybde, som han gerne ville gøre mere kompleks:

»Brad havde den her komplicerede karakter, og jeg ville gerne have del i kompleksiteterne, så det ikke blev en god-mod-ond-kamp. Jeg arbejdede med en forfatter, men pludselig var vi i gang med at optage uden et manuskript, Brad og jeg var enige om. Vi havde hver vores idé om, hvordan det skulle være«.

Ford siger, at han i dag primært bebrejder sig selv for gnidningerne:

»Jeg kan forstå, hvorfor han gerne ville holde fast i sit synspunkt, og hvorfor jeg gerne ville holde fast i mit. Eller rettere, hvorfor jeg gerne ville pålægge ham mit synspunkt. Det var dét, Brad mærkede. Det var kompliceret. Jeg er virkelig, virkelig glad for filmen«.

Harrison Ford er snart aktuel i de danske biografer med ‘Indiana Jones and the Dial of Destiny’, der markerer hans sidste tørn i franchisen.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af