Bill Murray har været med i alle Wes Andersons film bortset fra debuten ‘Bottle Rocket’ og instruktørens aktuelle ‘Asteroid City’, der har dansk premiere på torsdag.
De to har et meget nært forhold, og Anderson har således heller ikke tænkt sig at holde skuespilleren ud i strakt arm, selvom Murray på det seneste har fået flere MeToo-agtige sager klæbet til sig.
En kvindelig filmarbejder klagede over Bill Murray på settet til Aziz Ansaris ‘Being Mortal’, efter han ifølge hende havde sat sig overskrævs på hende og var begyndt at kysse hende på kroppen. Efter hændelsen blev produktionen sat på pause. Efterfølgende har Murray erkendt, at han opførte sig upassende.
Siden har også skuespilstjerne Geena Davis beskrevet i sin selvbiografi, at Murray opførte sig upassende over for hende på settet til filmen ‘Quick Change’ fra 1990.
Der er således slået skår i Bill Murrays ry som en af Hollywoods mest cool og laidback skuespillere, men Wes Anderson bakker ham 100 procent op.
»Mit forhold til Bill er så omfattende. Bill var en stærk støtte for mig helt fra begyndelsen«, siger instruktøren til Indiewire.
»Jeg vil ikke tale om andres oplevelser, men han er virkelig en del af min familie. Du ved, han er min datters gudfar. Faktisk døbte han hende rent faktisk. Det var ham, der hældte vandet over hende«.
Wes Anderson forklarer, at Bill Murray skulle have spillet rollen som hotelmanager i ‘Asteroid City’ (en rolle, Steve Carell har i filmen), men at skuespilleren fik covid-19 fire dage før hans optagelser i Irland. De skuespillere, han skulle spille over for, måtte rejse fra optagelserne, før Murray var klar igen.
»Så Bill gik glip af rollen, og Steve Carell kom ret pludseligt ind. Han var fantastisk, jeg elskede at have ham. Jeg mødte ham, han ankom, og vi gik straks i gang med at optage«.
»Så da Bill fik det bedre, kom han til Spanien. Vi gjorde filmen (‘Asteroid City’, red.) færdig, og Bill og jeg tog en bil og kørte til Frankrig. Det var en fantastisk måde at slutte på, men det var stadig første gang i lang tid, jeg ikke har haft ham med i en film«, siger han til Indiewire.