Skuespiller Jonathan Majors (‘Creed III’, ‘Ant-Man and the Wasp: Quantumania’) har siden foråret været under anklage for voldelige overgreb mod en række kvinder, han har haft private forhold til. Han blev anholdt i marts efter et overfald på en 30-årig kvinde.
Nu menes skuespilleren også at have opført sig truende og voldeligt i forbindelse med flere filmoptagelser.
Kilder fra produktionen af henholdsvis filmene ‘Devotion’ og ‘Magazine Dreams’ fortæller, at skuespilleren har opført sig truende i arbejdssammenhæng. Det beretter en større afslørende artikel fra Rolling Stone.
To kilder fra produktionen af indiefilmen ‘Magazine Dreams’, der fik ros på årets Sundance-festival, fortæller, at Majors tog method acting til et ekstremt niveau, hvilket fik producerne til at opfordre folk på produktionen til at holde sig fra ham.
Majors menes at have skubbet en medarbejder på filmsettet og råbt og opført sig fysisk truende over for en anden, hvilket medførte en klage.
»Jeg har hørt om andre method acting-spillere, og hvordan deres opførsel er, men ingen af dem er voldelige eller uhøflige over for deres hold«, fortæller en kilde fra produktionen til Rolling Stone.
Majors påstås at have været »komplet respektløs og en smule voldelig over for alle«. Medlemmer af produktionen var bange for, at de »ville komme til skade«, lyder det videre i artiklen.
I filmen ‘Devotion’ spiller Majors den første sorte pilot i flåden, Jesse Brown, mens han i ‘Magazine Dreams’ spiller en bodybuilder.
Majors’ advokat Dustin Pusch afviser alle anklagerne over for Rolling Stone. »Anklagerne, om at Mr. Majors var fysisk over for eller psykisk intimiderede nogen på noget filmset, er helt igennem falske«, lyder det i et skriftligt svar.
»Alle der har arbejdet med Mr. Majors ved, at han bruger en indlevende form for method acting, og hvor det nogle gange kan blive misforstået som uhøflighed, har dem, der kender Mr. Majors og arbejder i branchen, bekræftet hans dedikation til sit håndværk såvel som hans venlighed«, lyder det videre fra advokaten.
Siden den første anholdelse har flere kvinder fremført anklager mod Majors. Rolling Stone-artiklen indeholder beskrivelser af Majors som aggressiv, kontrollerende og manipulerende i sine forhold. En kvinde kalder sit forhold til den 32-årige skuespiller for »følelsesmæssig tortur«.
I mellemtiden er Majors blevet droppet af både sin manager og flere kommende filmprojekter. Skuespillerens sag skal for retten den 3. august.