‘Full Circle’: De to første afsnit af Steven Soderberghs nye serie er must-see

‘Full Circle’: De to første afsnit af Steven Soderberghs nye serie er must-see
'Full Circle'. (Foto: HBO Max)

Det lyder måske mystisk, men Steven Soderbergh er forudsigeligt uforudsigelig.

Til dem, der ikke er bekendt med instruktøren, slog han igennem på 90’ernes indie-scene med ’Sex, Lies and Videotape’ og har siden stadfæstet det alsidige og produktive talent med alt fra heistfilmen ’Ocean’s Eleven’ og Oscar-vinderen ’Traffic’ til prestigeserien ’The Knick’ og liderbuksefilmen ’Magic Mike’.

Og nå ja – så har han for nylig også lavet sit eget cut af Spielbergs ’Raiders of the Lost Ark’, hvor han gjorde filmen sort-hvid og brugte Trent Reznor og Atticus Ross musik fra ’The Social Network’ i stedet for John Williams’ ikoniske temasang.

Hans bagkatalog er et mix af genrer, stilretninger og stemninger. Den travle mands næste projekt er altid et uforudsigeligt mysterium.

Alligevel er der også forudsigelige elementer i instruktørens film. Man kan ofte forvente en intelligent og kompleks fortælling (undervurder ikke ’Magic Mike’!), hvor han udforsker genrer og leverer komplekse historier med (ganske forudsigelige) uforudsigelige twists.

De er også ofte visuelt imponerende. Det skyldes særligt, at han ofte agerer fremragende filmfotograf for sig selv, blandt andet under pseudonymet Peter Andrews. Han ved præcis, hvor kameraet skal stå.

Og endelig leverer han nærmest aldrig en uinteressant film eller serie, men heller sjældent et brandvarmt mesterværk. Forudsigelig, uforudsigelig, aldrig under det jævne.

‘Full Circle’. (Foto: HBO Max)

Det gælder også hans seneste skud på stammen, ’Full Circle’: en kompleks serie om en mislykket kidnapning, hvor et stort galleri af karakterer krydser hinandens spor.

I centrum står tre matriarker. Claire Danes spiller Sam, datter og pr-manager til Chef Jeff, en kendiskok spillet af Dennis Quaid med fremragende hestehale.

Som Sams modstykke står CCH Pounder i rollen som Auntie, en guyanesisk mafialeder, hvis mand bliver dræbt i første scene. Sorgen og drabet på hendes mand gør, at hun tyer til et guyansk ritual, der skal lukke den kaotiske »cirkel«, som drabet har skabt. Deraf navnet på serien.

Mens det udspiller sig, sidder politikvinden Harmony (Zazie Beetz) på sidelinjen og forsøger med kynisk hånd at mosle sig ind i på livet af den guyanesiske mafia.

Af årsager, som jeg ikke vil spoile, bliver de tre grupperinger bundet sammen, da Sam og hendes mand (Timothy Olyphant) får deres søn kidnappet. Og dog.

For kidnapningen mislykkes, og en anden dreng bliver i stedet fanget, og fra det sekund graver serien sig længere og længere ned i et væld af mysterier, løgne og hemmeligheder.

‘Full Circle’. (Foto: HBO Max)

De filmhistorisk velbevandrede får måske associationer til Kurosawas klassiker fra 1963, ’Himmel og helvede’. Med god grund. For ’Full Circle’ parafraserer denne film, som handler om en direktør, der bliver involveret i en kidnapningssag, da en kidnapper fejlagtigt bortfører chaufførens søn i stedet for direktørens søn.

De første to afsnit fremstår nærmest som et afsluttet, selvstændigt kapitel – og sikke et par afsnit! Derefter bevæger serien sig væk fra kidnapningen og Kurosawa og fokuserer i større grad på eftervirkningerne. Interessant, men også så komplekst, at den risikerer at tabe seernes opmærksomhed.

Flere gange var jeg nødt til at stoppe for at danne mig et overblik over de mange handlingstråde og karakterernes forhold.

‘Full Circle’. (Foto: HBO Max)

På mange måder virker ’Full Circle’ som et throwback til Soderberghs ’Traffic’-tid. For også i den nye HBO-serie følger man forskellige grupperinger fra forskellige sociale lag, der vikles sammen, forbundet af en landegrænse. I ’Traffic’ var det grænsen mellem Mexico og USA og i ’Full Circle’ Guyana og New York. 

Og det er imponerende, at Soderbergh med stor autoritet og autenticitet lykkes med at portrættere en mafiafamilie fra Guyana – et land, de færreste har hørt om.

Serien er da også mere end blot et kidnapningsforsøg på en hvid familie. Faktisk kan den sagtens læses som en allegori over, hvordan hvide menneskers fortsatte kolonialisme skaber flygtningeproblemer i eget land. En cirkel, som starter og slutter ved det hvide privilegie.

Det er ikke en simpel historie, ’Full Circle’ udfolder i den sidste tredjedel. Men om ikke andet bør man se de to første afsnit.


Kort sagt:
De første to afsnit af Steven Soderberghs ’Full Circle’ er dybt fascinerende, men serien taber pusten og forvirrer unødigt meget derefter.

'Full Circle'. Serie. Instruktion: Steven Soderbergh. Medvirkende: Claire Danes, Timothy Olyphant, Dennis Quaid, Jharrel Jerome, Gerald Jones, Zazie Beetz. Spilletid: 6 afsnit á ca 50 minutter. Premiere: 13. juli på HBO Max.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af